Pressemeddelelse fra Dansk Energi

 

 

Energispare-effekten er blevet fordoblet

 

Effekten af de danske elnet-selskabers energispareindsats over for forbrugere og erhvervsliv er blevet fordoblet fra 2005 til 2006. Det fastslog Arne Bo Larsen, formand for elnetselskabernes brancheforening, Dansk Energi - Net, på foreningens repræsentantskabsmøde i Århus i dag, tirsdag formiddag.

 

Danmark er allerede et internationalt "brand" på grund af vores relativt lave energiforbrug. Danske politikere har vakt international opmærksomhed med historien om det lille land, som på trods af stor økonomisk vækst, har formået at holde energiforbruget konstant de seneste 40 år.

 

- Herhjemme er energispareindsatsen knyttet til energiselskaberne. Og det er lykkedes at fordoble effekten fra 2005 til 2006. Det er vi stolte af, sagde Arne Bo Larsen på repræsentantskabsmødet.

 

Arne Bo Larsen slog fast, at de danske elnetselskaber er indstillet på at se på nye energisparemål sammen med regering og Folketing. Men så må regering og Folketing være klar til at kigge på de økonomiske rammer, som elnetselskaberne er underlagt.

 

- Vi går gerne ind og løser store opgaver for samfundet. Men opgaven må hænge sammen økonomisk. Vi er rede til at diskutere løsninger med myndighederne - men nye krav må afspejles i en ny model, der tager hensyn til de reelle omkostninger, sagde Arne Bo Larsen.

 

Fibernet

Elnetselskabernes indtog på bredbåndsmarkedet med investeringer i det nye fibernet har sat skub i udviklingen.

 

- Sidste år lagde danske elselskaber flere tusinde kilometer fibernet i jorden. Allerede nu har vi, som seriøse konkurrenter til TDC, givet danskerne et bredere udbud og lavere priser. Vi har presset udviklingen fremad, så vi i dag ser langt hurtigere forbindelser i det traditionelle kobbernet. Det er godt på den korte bane. På længere sigt kan vi jo lune os ved det faktum, at kun fibernettet kan stå distancen, når vi ser ind i fremtidens behov for hastighed, sagde Arne Bo Larsen.

 

Læs Arne Bo Larsens tale på repræsentantskabsmødet på http://www.danskenergi.dk

 

Yderligere information:

Bestyrelsesformand Arne Bo Larsen, 20 834 144 Direktør Hans Duus Jørgensen, 25 291 910 Informationschef Torben Hvidsten, 22 750 471

 

 

Med venlig hilsen

 

Webredaktør

Troels Werner Christensen

M: 22 750 476

[email protected]