92-gruppen

 

c/o Danmarks Naturfredningsforening

Masnedøgade 20, 2100 København Ø

Tlf: 39 17 40 32, 39 17 40 00

Faxnummer: 39 17 41 41

E-mail: [email protected]

Website: www.92grp.dk

Koordinator: Troels Dam Christensen

________________________

 
 


Pressemeddelelse

 

 

Biobrændstoffer kan true miljø, natur

og fødevareproduktion

Analyse fra miljø- og udviklingsorganisationerne i 92-gruppen

 

 

Væksten i produktion af biobrændstoffer til transport kan true miljø, natur og fødevareproduktion, hedder det i en analyse af udviklingen i produktion af biobrændstoffer, som 92-gruppen af miljø- og udviklingsorganisationer har udgivet.

 

Analysen fastslår, at mens der måske er et vist potentiale i anden generations biobrændstoffer, der kan omdanne typer af affald til energi, så er energi- og CO2-regnestykkerne for de nuværende biobrændstoffer meget tvivlsomme, og der er risiko for at væksten i produktionen fører til international fødevareknaphed og fødevareprisstigninger, fordi landbrugsjord trækkes ud af fødevare- og foderproduktion og i stedet bruges til produktion af biobrændstoffer. Det er en udvikling, der allerede har skabt betænkeligheder i Kina og flere andre lande

 

Hvis Danmark med den nuværende teknologi selv skal producere biobrændstoffer nok, til at de udgør 10 % af transportbrændstoffet, er konsekvensen, at store arealer med landbrugsjord overgår fra fødevareproduktion til energiproduktion. Selv med en mere avanceret 2. generations teknologi kan konsekvensen blive at forbruget af kul ikke nedbringes eller endda stiger i kraftvarmeværkerne, fordi den biomasse, der kunne anvendes her, i stedet bruges til produktion af bioethanol.

 

Der er stigende bekymring for den internationale fødevaresituation. Kina forventes snart at blive en betydelig nettoimportør af fødevarer, samtidig med at klimaforandringer vil gøre det vanskeligere at producere fødevarer i mange tropiske områder. Produktionen af biobrændstoffer skaber et øget internationalt pres på landbrugsjord på et tidspunkt, hvor mangel på jord er et stigende problem.

 

Der er i dag ingen systemer, der kan sikre, at biobrændstoffer produceres bæredygtigt, og mange steder er miljøpåvirkningen negativ blandt andet på grund af skovrydning for at give plads til biobrændselsafgrøderne.

 

”Biobrændsel er fra flere sider blevet udråbt som løsningen på transportsektorens energibehov. Men megen forskning peger på, at de forøgede risici samlet set er større end de mulige gevinster ved en satsning på biobrændstoffer,” siger Pia Olsen, formand for 92-gruppen.. ”Hvis satsningen fører til, at man slækker på krav om mere energieffektive biler og mere energivenlig transport vil konsekvensen med sikkerhed være negativ.”

 

Analysen, der er produceret af Knud Vilby for 92-gruppen, understreger, at udviklingen må baseres på klare målsætninger i kampen for at hindre negative klimaændringer.

”De nuværende målsætninger, i EU og Danmark, der alene angiver procentvise mål, for hvor stor en del af transportbrændstoffet, der skal udgøres af biobrændstoffer, er stort set meningsløse,” udtaler Pia Olsen. ”Der skal være klare mål for, hvor meget udslippet af CO2 og andre drivhusgasser samlet set reduceres. Og det skal sikres at produktionen finder sted på et miljømæssigt bæredygtigt grundlag.”

 

Rapporten gennemgår en række af de omdiskuterede energiregnestykker omkring biobrændstoffer og de danske holdninger og dele af den danske debat. Den kan downloades på 92-gruppens hjemmeside www.92grp.dk

 

 

For yderligere information kontakt 92-gruppens formand Pia Olsen tlf.  27 53 83 05