PRESSEMEDDELELSE

                                                                                                                         23. marts 2007

 

 

8 nye områder med forsøgsmøller

 

Transport- og energiminister Flemming Hansen og miljøminister Connie Hedegaard har i dag haft møde med 5 borgmestre og to byrådsmedlemmer om opstilling af forsøgsmøller i deres kommuner. Mødet kommer i forlængelse af, at den tværministerielle arbejdsgruppe om forsøgsmøller har afsluttet sit arbejde og foreslået 8 områder i landet til forsøgsmøller.

 

Transport- og energiminister Flemming Hansen (K) siger:

 

- Vi har haft et rigtig godt møde med borgmestrene i dag med en god og konstruktiv dialog om områderne. Der var generelt god opbakning til de udpegede områder, hvilket er afgørende for det videre arbejde. Hvis vi vil bibeholde Danmarks førerstilling på vindkraftområdet er det helt nødvendigt, at industrien får egnede områder, hvor de kan opstille forsøgsmøller.  Det er helt afgørende, at vindmøllerne fortsat udvikles og forbedres, hvis regeringens mål om at fordoble anvendelsen af vedvarende energi inden 2025 skal nås.

 

Arbejdsgruppen blev nedsat af regeringen i efteråret 2006 på baggrund af ønske fra industrien, som har behov for at afprøve møller på over 150 meters højde.

 

- Udviklingen af større og mere effektive møller medvirker til, at Danmark kan opfylde sine fremtidige forpligtelser på klimaområdet. I 2009 kommer hele verden til Danmark for at tale klima, og der skal vi være udstillingsvindue. Danmark er helt i front på vindenergiområdet. Det skal vi blive ved med at være. Udpegningen af områder til demonstration af de meget store vindmøller over 150 m er af national interesse for Danmark. Derfor er jeg også glad for opbakningen fra borgmestrene i dag. Ved opstilling af forsøgsmøller er den lokale forankring en meget betydningsfuld faktor. Nu skal den videre proces med den lokale planlægning hurtigst muligt på skinner, siger miljøminister Connie Hedegaard (K)

 

De udpegede områder er valgt fordi, de er de mest velegnede. Arbejdsgruppen har peget på følgende områder:

 

2 områder på Vestlolland (Kappel I og Kappel II),

et område ved Asnæsværket ved Kalundborg,

et område ved Esbjerg Havn,

et havområde i Nissum Bredning ved Cheminova,

et område nord for Lim­fjorden ved Nordjyllandsværket,

et område øst for Hirtshals Havn og

et havområde ved Frederikshavn Havn.

 

Hvad angår områderne ved Nissum Bredning og Frederikshavn er der tale om havplaceringer, hvor Energistyrelsen er myndighed. De øvrige seks områder er på land og skal planlægges i et samarbejde mellem Miljøministeriet, som nu vil udstikke de overordnede rammer i form af et landsplandirektiv og kommunerne, som skal stå for den lokale tilpasning. Det forventes, at de første forsøgsmøller vil være i drift indenfor det næste år.

 

På mødet i dag deltog udover transport- og energiminister Flemming Hansen og miljøminister Connie Hedegaard, borgmester Johnny Søtrup, Esbjerg Kommune, viceborgmester Kristian Schnoor, Ålborg Kommune, borgmester Tommy Dinesen, Kalundborg Kommune, kommunalbestyrelsesmedlem Tom Larsen, Lolland Kommune, borgmester Finn Olesen, Hjørring Kommune, borgmester Erik Flyvholm, Lemvig Kommune og borgmester Erik Sørensen, Frederikshavn Kommune.

 

Arbejdsgruppens rapport om forsøgsmøller kan ses på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk

 

Rapporten om placering af vindmøller på land kan ses på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside www.skovognatur.dk

 

En rapport om placering af vindmøller på havet er på vej.

 

Yderligere oplysninger:

Michel Schilling, kontorchef, Energistyrelsen, tlf: 33 92 67 46

Jens Peter Simonsen, Vicedir., Skov- og Naturstyrelsen: 23 23 37 65