Formand for Dansk Ejendomsmæglerforening

Steen Winther- Petersen

Islands Brygge 43

2300 København S.

Dato             13. februar 2007

J nr.           722-16

 

 

Kære Steen Winther-Petersen,

Tak for dit brev af 25. januar i år om leveringstiderne ved udarbejdelse af energimærker ved salg af en ejendom eller ejerlejlighed. Du anfører, at de nye regler om energimærkning har medført uacceptabelt lange ventetider på at få foretaget energimærkning, hvilket Dansk Ejendomsmæglerforening finder er en uholdbar situation.

Den nye energimærkningsordning trådte i kraft den 1. september 2006.  Jeg er bekendt med, at der i efteråret var en række indkøringsvanskeligheder i forbindelse med udførelsen af de nye energimærker, og at situationen den gang svarede til nogle af de udtalelser, der citeres i dit brev. 

På baggrund af Energistyrelsens oplysninger er det mit indtryk, at situationen siden har ændret sig, idet der nu laves energimærker i et omfang, der stort set svarer til normalsituationen.   Dette kan bl.a. ses af, at der p.t. er lavet ca. 13.500 energimærker efter den nye ordning, heraf ca. 11.000 for enfamiliehuse.

Jeg er bekendt med, at der for nylig har været afholdt møde mellem foreningen og Energistyrelsen. Her blev parterne enige om at holde tæt kontakt om energimærkningsordningen og at samarbejde om at identificere mulige problemer, der kan tænkes at være årsag til eventuelle ventetider.  

Jeg håber, at resultatet af de tiltag Energistyrelsen allerede har iværksat for at afhjælpe efterårets indkøringsproblemer, nu begynder at kunne mærkes i ejendomsmæglernes arbejde.  Jeg kan yderligere oplyse, at Energistyrelsen også er i færd med at gennemgå Energimærkningshåndbogen for at justere i kravene til energimærkningen. Forventningen er, at denne forenkling vil resultere i, at den enkelte energikonsulent vil skulle bruge mindre tid på registrering i forbindelse med energimærkning, samtidig med at boligejerne får et bedre energimærkningsprodukt.

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen