Energistyrelsen Amaliegade 44 1256 København K |
|
Tlf    33 92 67 00 Fax   33 11 47 43 E-mail: [email protected] www.ens.dk |
|
Ekspeditionstid: Mandag-torsdag 8.30-16 Fredag 8.30-15.30 CVR-nr. 59 77 87 14 EAN-nr. 5798000020009 |
|
Energistyrelsen skal anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til vedlagte udkast til ny bekendtgørelse om deklaration af elektricitet til forbrugerne (elmærkningsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelsen erstatter den nuværende bekendtgørelse af samme navn, som trådte i kraft den 15. december 2005 (bekg. nr. 1147 af 5. december 2005).
Ændringerne har til formål at ajourføre bekendtgørelsen i lyset af nye regler og tydeliggøre informationerne til forbrugerne. Af lovtekniske grunde gennemføres ændringerne ved en ny bekendtgørelse i stedet for en ændringsbekendtgørelse til den nugældende bekendtgørelse. Hovedindholdet er:
1. Der indføres bestemmelser om, at oprindelsesgarantier for elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion kan anvendes som dokumentation for oplysninger om brændselsanvendelse i en individuel deklaration til forbrugerne (udkastets § 8, stk. 2).
Oprindelsesgarantier for elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion er et led i gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF.
2. Indholdet i deklarationerne til forbrugerne gøres mere overskueligt. De foreskrevne oplysninger om brændselsanvendelse og miljøpåvirkning skal som hidtil offentliggøres på elhandelsvirksomhedens hjemmeside, mens den deklaration, som elhandelsvirksomheden hvert år skal udsende til sine forbrugere, skal indeholde oplysninger om brændselsanvendelsen i energikilderne (udkastets § 5, stk. 2, og bilag 1).
3. Det bliver præciseret, hvorledes de to former for deklarationer til forbrugerne, generelle og individuelle deklarationer, skal beregnes. Formålet er at målrette oplysningerne til relevante segmenter af forbrugere. Generelle deklarationer indeholder oplysninger om al elektricitet, som leveres i det sammenhængende elforsyningssystem (jf. § 6, stk. 1 og 2). Individuelle deklarationer anvendes ved specielle leveringsaftaler, hvor elhandelsvirksomheden reklamerer med salg af elektricitet med særlig brændselssammensætning eller miljøpåvirkning (jf. § 7, stk. 1 og 2).
Bekendtgørelsen vil få virkning for den generelle deklaration fra og med året 2006 og individuelle deklarationer fra og med året 2007 for at give fornøden tid til elhandelsvirksomhedernes forberedelser.
Under hensyn til bekendtgørelsens snarlige ikrafttræden skal Energistyrelsen anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til udkastet senest torsdag den 8. februar 2007. Besvarelser bedes sendt til undertegnede på e-mailadressen [email protected].
Venlig hilsen