NOTAT

 

 

 

 

 

Redegørelse efter § 6 i lov om anvendelse af Danmarks undergrund om udstedelse af tre tilladelser i Åben Dør proceduren til henholdsvis Geo-Center-Nord GmbH, Jordan Dansk Corporation og DONG E&P A/S

 


9. januar 2007

 

j.nr.     012001/12001-0005

            012001/12001-0006

            012001/12001-0008

 

ref. ld/sbo

 

 


 

 

 

Energistyrelsen har modtaget tre ansøgninger i Åben Dør proceduren fra selskaberne Geo-Center-Nord GmbH, Jordan Dansk Corporation og DONG E&P A/S.

 

Det fremgår af § 6, stk. 1, i lov om anvendelse af Danmarks undergrund, at transport- og energiministeren meddeler tilladelser til efterforskning og indvinding af råstoffer, efter at sagen har været forelagt for et af Folketinget nedsat udvalg.

 

Åben Dør proceduren giver olieselskaberne mulighed for løbende at søge om tilladelser til efterforskning og indvinding af olie og naturgas i meget store dele af Danmark. Ordningen omfatter hele landområdet, de indre danske farvande og Nordsøen. Dog er Centralgraven med tilgrænsende områder, hvor der afholdes udbudsrunder, undtaget. Baggrunden for proceduren er et ønske om at tiltrække selskaber med nye efterforskningsidéer til områder, hvor efterforskningen ikke hidtil har ført til fund af olie og gas.

 

For en nærmere beskrivelse af Åben Dør proceduren henvises til Energistyrelsens notat af 21. januar 1999, der er fremsendt til Det Energipolitiske Udvalg (Alm. del – bilag 189).

 

Ansøgningen fra Geo-Center-Nord GmbH

Energistyrelsen har den 14. august 2006 modtaget en ansøgning under Åben Dør-proceduren om tilladelse til efterforskning og indvinding af olie og gas i et område i Sønderjylland (se vedlagte kort). Det er et lille tysk registreret olieselskab Geo-Center-Nord GmbH, der har søgt om tilladelsen. Selskabet deltager i forvejen i en koncession på tysk område, umiddelbart syd for det ansøgte område.

 

Ansøgningen fra Jordan Dansk Corporation

Energistyrelsen har den 22. september 2006 modtaget en ansøgning under Åben Dør-proceduren om tilladelse til efterforskning og indvinding af olie og gas i et område i Jylland (se vedlagte kort). Det er et amerikansk olieselskab, Jordan Dansk Corporation, der har søgt om tilladelsen. Selskabet har tidligere (i 3. udbudsrunde i 1989) haft en tilladelse i samme område.

 

Ansøgningen fra DONG E&P A/S

Energistyrelsen har den 29. september 2006 modtaget en ansøgning under Åben Dør-proceduren om tilladelse til efterforskning og indvinding af olie og gas i et område i Nordvestjylland (se vedlagte kort). Det er DONG E&P A/S, et datterselskab af DONG Energy, der har søgt om tilladelsen.

Energistyrelsen er af den opfattelse, at en gennemførelse af de arbejdsprogrammer henholdsvis Geo-Center-Nord, Jordan Dansk Corporation og DONG E&P A/S har tilbudt, er relevante og vil resultere i ny viden, og styrelsen finder, at ansøgningerne bør imødekommes.

 

De tre selskaber vil deltage med 80 % i hver sin tilladelse, og Nordsøfonden, der varetager statens andel i tilladelserne, vil deltage i alle tre tilladelser med en andel på 20 %.

 

Det er hensigten at udstede tilladelserne, når denne redegørelse efter undergrundslovens § 6 har været forelagt for Folketingets Energipolitiske Udvalg.