Beskæftigelsesministeren

Ved Stranden 8

1061 København K

 

 

 

Kolding, den 19. juli 2007

 

 

 

Vedr. seniorpolitik i forhold til 60 årige fleksjobbere.

 

 

 

Ret til ledighedsydelse efter 60. år.

 

Det har været regeringens klare mål, at flest mulige skal blive på arbejdsmarkedet længst muligt. Denne målsætning bør også gælde for mennesker der er visiteret til et fleksjob. Det er ikke tilfældet i dag.

 

En ledig fleksjobber,  der er fyldt 60 år kan kun  modtage ledighedsydelse i ½ år. Herefter henvises til kontanthjælp. Da en ledig fleksjobber også modtager ledighedsydelse under sygdom er der meget kort vej til kontanthjælp og i mange tilfælde ingen indtægt.  Vi henviser til vedlagte udklip fra vort lokale blad, hvori man kan læse om konsekvenserne for en af vore ældre fleksjobbere.

 

Pr. 1. januar 2007 har man ændret arbejdsløshedslovgivningen, således at de tidligere begrænsninger for 60 årige er bortfaldet. 60 årige vil fremover være omfattet af nøjagtig de samme regler som arbejdsløse under 60 år, hvilket kun er rimeligt. Denne rimelighed omfatter blot ikke mennesker, der har en nedsat arbejdsevne og er omfattet af fleksjobreglerne. Her er man kasseret efter ½ år. Det finder vi diskriminerende overfor de 60 årige.

 

Vi vil gerne opfordre til at denne regel afskaffes hurtigst muligt, således at  syge og ledige fleksjobbere bliver ligestillet med andre på det danske arbejdsmarkedet. 

 

 

 

 

 

 

Ligestilling på fleksydelse.

 

Fleksjobbere der ønsker at gå på fleksydelse burde også ligestilles med de, der ønsker at gå på efterløn. Efterlønnere der venter til de er 62 år modtager en højere sats. Der er også en lempeligere modregning af egne pensionsopsparing. Disse regler gælder ikke for fleksjobbere. De modtager den samme sats uanset hvornår de vælger at gå på fleksydelse. Modregningsreglerne for pensionsopsparinger er gældende allerede fra 60. år.

 

Vi støtter de bestræbelser der har været for at ligestille fleksjobbere med andre på arbejdsmarkedet. Derfor kan det undre, at man for de ældre fleksjobbere ikke har sikret samme ligestilling. I en tid hvor seniorpolitik er i høj kurs og hvor de erfarne medarbejdere opfordres til at blive længere på arbejdsmarkedet, mener vi disse 2 bestemmelser bør ændres hurtigst muligt.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Kirsten Johansen   /  Bente Dam Sørensen

                                        næstformand              socialrådgiver

  

 

 

Kopi af dette brev er tilsendt medlemmerne af Arbejdsmarkedsudvalget.