Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

Text Box: Orientering om Ankestyrelsens rundringning til 20 kommuner vedrørende bortfald af kontanthjælp (150/300 timers reglen)

 

I forlængelse af besvarelsen af § 20-spørgsmål S 3255 til beskæftigelsesministeren stillet af Elisabeth Geday, MF, fremsendes hermed resultaterne af Ankestyrelsens rundringning til 20 kommuner om, hvor mange personer, der har mistet kontanthjælpen som følge af 150/300 timers reglen.

 

I de 20 kommuner bor omkring 70 pct. af ægteparrene på kontanthjælp. Oplysningerne er mundtlige og en del af kommunerne har givet ufyldestgørende svar. Skønnet over antal personer, der falder for 150 timers reglen skal derfor tages med stort forbehold.

 

Opregnet til landsniveau skønnes det på baggrund af undersøgelsens resultater, at 350-650 personer har mistet kontanthjælpen d. 1. april. Det skønnes tillige, at yderligere 500-600 personer vil miste hjælpen d. 1. maj.

 

Årsagen til det relativt store interval for april måned skyldes som nævnt, at kommunerne ikke har svaret fyldestgørende og skønnet antallet.

 

Grunden til at der er ca. 500-600 personer, der skønnes at miste kontanthjælpen i maj måned, er  blandt andet, at mange kommuner er kommet for sent i gang med at varsle eller at partshøre. Nogle af kontanthjælpsmodtagerne har derfor fået udskudt tidspunktet for, hvornår de kan miste kontanthjælpen.

 

Hvor mange, der vil miste kontanthjælpen fra juni og frem, er på nuværende tidspunkt også meget usikkert, bl.a. fordi det ikke vides, hvor mange, der har fået udskudt tidspunktet, hvor de mister kontanthjælpen på grund af ”døde” perioder i form af f.eks. sygdom og barsel eller på grund af ændret matchgruppeplacering, målrettet aktivering eller løntilskudsjob.

 

Det vil den af Ankestyrelsen planlagte spørgeskemaundersøgelse kunne oplyse noget om. Ankestyrelsens spørgeskemaundersøgelse forventes offentliggjort ultimo august måned.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen