ACH/AT

RMH/JAIC

 

 

 

 

 

 

19. februar 2007

 

Sag nr. 7123-0020

 

 

 

 

 

Notat

 

Folketingets Europaudvalg

 

Kopi:

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Folketingets Sundhedsudvalg

Foreløbigt nærhedsnotat vedr. forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) om fællesskabsstatistikker over folkesundhed og arbejdsmiljø, KOM(2007) 46 endelig, af 7. februar 2007

 

1.                Baggrund og indhold

Kommissionen fremsatte den 7. februar 2007 ovennævnte forslag til forordning. Den danske version af forslaget blev modtaget i den faste EU-repræsentation den 8. februar 2007.

 

Forslagets retsgrundlag er traktatens artikel 285 om udarbejdelse af fællesskabsstatistikker[1]. Forslaget skal vedtages i form af en forordning efter proceduren om fælles beslutningstagen i henhold til traktatens artikel 251.

 

Formålet med forslaget er at etablere fælles rammer for udarbejdelsen af Fællesskabsstatistikker vedrørende folkesundhed og arbejdsmiljø. Forslaget  harmoniserer indberetningerne af data på disse områder og gør den i dag frivillige leverance af data obligatorisk.

 

Forslaget omfatter fem statistikområder, tre inden for folkesundhed (Befolkningens sundhedstilstand, Sundhedsplejesektoren, Dødsårsager) og to inden for arbejdsmiljø (Arbejdsulykker, Erhvervssygdomme). De særlige indberetningskrav er specificeret i særlige bilag.

 

Forslaget skal bl.a. ses i sammenhæng med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse[2] om vedtagelse af et program for Fællesskabets indsats inden for folkesundhed (2003-2008) og Rådets resolution[3] om en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen (2002-2006), der bl.a. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere bestræbelserne for at harmonisere statistikkerne om arbejdsulykker og erhvervssygdomme. For at nå disse mål har Kommissionen set det som en nødvendighed at skabe et statistikgrundlag, der er baseret på en retsakt frem for det i forvejen eksisterende frivillige indberetningssystem.

 

2.                Nærhedsprincippet

Kommissionen har som begrundelse for fremsættelse af forslaget i henhold til nærhedsprincippet anført, at udarbejdelse af fællesskabsstatistikker over folkesundhed og arbejdsmiljø ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, og at Kommissionen på grundlag af en fællesskabsretsakt bedre kan koordinere den nødvendige harmonisering af statistiske oplysninger på fællesskabsplan. Derimod ser Kommissionen det som medlemsstaternes opgave at indsamle oplysninger og udarbejde sammenlignelige nationale data. Kommissionen anfører, at Fællesskabet derfor kan træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. Traktatens artikel 5.

 

Regeringen finder det relevant at handle på fællesskabsplan, da der ikke på anden måde kan etableres fælles rammer for en systematisk produktion af Fællesskabsstatistikker.

 

Det er derfor regeringens vurdering, at Kommissionens forslag er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

 

 

 



[1] Artikel 285:

”1. Med forbehold af artikel 5 i protokollen om statutten for Det Euro­pæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, ved­tager Rådet i henhold til fremgangsmåden i artikel 251 foran­stalt­ninger til udarbejdelse af statistikker, hvor det er nødvendigt for, at Fælles­skabet kan udøve sin virksomhed.

2. Udarbejdelsen af fællesskabsstatistikker skal være karakte­ri­seret ved upartiskhed, pålidelighed, objektivitet, videnskabelig uaf­hængig­hed, om­kost­ningseffektivitet og de statistiske oplysningers fortrolighed; den må ikke medføre uforholdsmæssigt store byrder for erhvervslivet.”

[2] Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1786/2002/EF af 23. september 2002.

[3] RÃ¥dets resolution nr. 2002/C161/01 af 3. juni 2002.