Dato:            23. maj 2007

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2007-12140-244

Sagsbeh.:   JLI

Fil-navn:       Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 19 (Alm. del), som Tilsynet i henhold til Grundlovens § 71 har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 25. april 2007

 

Spørgsmål 19:

"Under et tilsynsbesøg blev tilsynet oplyst om, at for mange patienter på en lukket modtage- og behandlingsafdeling vil en ideel liggetid være ca. 30 dage, hvilket der sjældent er kapacitet til. Mange må nøjes med en liggetid på ned omkring eller under 17 dage. Kan ministeren oplyse, om der fra Sundhedsstyrelsen/ andre er faglige råd angående gennemsnitsliggetider inden for psykiatrien."

 

Svar:

Jeg har til brug for min besvarelse anmodet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse.

 

Sundhedsstyrelsen oplyser, at ”i henhold til Landspatientregisteret er den gennemsnitlige liggetid inden for (voksen-)psykiatrien på ca. 25-27 dage. Imidlertid offentliggør Sundhedsstyrelsen sædvanligvis ikke gennemsnitlige liggetider på det psykiatriske område, da disse ofte ikke vil give et meningsfuldt billede. Dette er væsentligst, fordi nogle relativt få svært syge patienter kan være indlagt i meget lang tid – eventuelt mere end et år – hvilket kan påvirke de gennemsnitlige liggetider ganske meget i opadgående retning, hvorved man risikerer ikke at få et retvisende billede af situationen for andre patienter.

 

Sundhedsstyrelsen kan i øvrigt oplyse, at der ikke foreligger faglige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen eller andre med hensyn til den generelt optimale liggetid for psykiatriske patienter ej heller rådgivning vedr. gennemsnitsliggetider inden for psykiatrien.

 

Den relevante liggetid for de enkelte patienter vil bl.a. afhænge af diagnose, sværhedsgrad og kompleksitet af sygdommen hos den enkelte patient, behandlingsrespons, samt eventuelle komplicerende forhold f.eks. af socialfaglig karakter. Varigheden af indlæggelse vil også kunne afhænge af hvilke muligheder og tilbud, der kan udskrives til. Alt i alt betyder disse forhold, at en generel ideel liggetid fagligt ikke kan fastsættes. Den optimale liggetid for den enkelte patient vil således afhænge af denne patients behov og de foreliggende muligheder.”