Svar:

For børn og unge under 18 år træffer forældremyndighedens indehaverefter lov om forældremyndighed og samvær afgørelse om barnets og denunges personlige forhold. Besiddelsen af forældremyndigheden indebærer iøvrigt bl.a. en forpligtelse til at drage omsorg for barnet.Efter lov om patienters retsstilling må ingen behandling indledes eller fort-sætte uden patientens informerede samtykke, jf. lovens § 6, stk. 1, (fra 1.januar 2007, § 15 i sundhedsloven).For børn, der ikke er fyldt 15 år, kan forældremyndighedens indehaver træf-fe afgørelse om sygdomsbehandling af barnet. For disse børn må foræl-drene som følge af kompetencen til at give informeret samtykke, antages atvære klageberettiget i forhold til klager over den behandling m.v., barnethar modtaget.I forhold til unge, der er fyldt 15 år, indskrænker lov om patienters retsstil-ling forældremyndighedens indehavers kompetence til at træffe afgørelsefor så vidt angår sygdomsbehandling. Når den unge er fyldt 15 år, træfferden unge således selv beslutning om sygdomsbehandling, selvom denunge er mindreårig og dermed undergivet forældremyndighed, jf. lovens §8, stk. 1 (§ 17, stk. 1, i sundhedsloven).Forældremyndighedens indehaver har imidlertid ret til at få information isamme omfang som den unge og til at blive inddraget i den unges stilling-tagen, jf. lovens § 8, stk. 1 (§ 17, stk. 1, i sundhedsloven). Reglen tagersigte på, at behandlingssituationen skal drøftes mellem alle tre parter, ty-pisk med det formål at få en fælles enighed om behandlingsønsker m.v.I de formentlig få tilfælde, hvor der er uenighed imellem den unge og foræl-drene, ligger kompetencen til at bestemme hos den 15 – 17-årige unge.

2Det kan forekomme, at en ung, der er fyldt 15 år, er umoden. Hvis sund-hedspersonen vurderer, at den unge ikke er i stand til at forstå konsekven-serne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give infor-meret samtykke, jf. lovens § 8, stk. 2 (§ 17, stk. 2, i sundhedsloven).Børn, der er fyldt 15 år, kan m.a.o. selv som hovedregel give samtykke tilbehandling, og må derfor som udgangspunkt antages selv at være klage-berettigede. Hvis den unge imidlertid er omfattet af undtagelsesbestemmel-sen i patientretsstillingslovens § 8, stk. 2, må forældremyndighedens inde-haver antages at være klageberettiget.Der er ikke i lov om patienters retsstilling hjemmel til at gennemføre be-handling mod den unges ønske ved anvendelse af fysisk magt.Ovenstående vedrører alene samtykkekompetencen m.v. i forbindelse medsundhedsfaglig behandling af børn og unge, hvorimod anvendelse af tvangi psykiatrien, herunder tvangstilbageholdelse, reguleres af psykiatriloven.I forbindelse med ændringen af psykiatriloven, som træder i kraft den 1.januar 2007, bringes samtykkebegrebet i psykiatriloven imidlertid i over-ensstemmelse med samtykkebegrebet i lov om patienters retsstilling (fraden 1. januar 2007, kapitel 5 i sundhedsloven), således at tvang i psykiatri-lovens forstand defineres som foranstaltninger for hvilke, der ikke foreliggeret informeret samtykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven.Det fremgår af psykiatrilovens § 35, at sygehusmyndigheden efter anmod-ning fra patienten eller patientrådgiveren skal indbringe klager over bl.a.tvangstilbageholdelse for det psykiatriske patientklagenævn ved statsamtet,fra den 1. januar 2007, - statsforvaltningen. Det psykiatriske patientklage-nævn skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringesine afgørelser vedrørende tvangstilbageholdelse for retten efter reglerne iretsplejeloven kapitel 43 a.Det er herefter min opfattelse, at en 17-årig tvangstilbageholdt patient, dermå antages at have samtykkekompetencen, jf. hovedreglen i § 17, stk. 1, isundhedsloven, vil have en selvstændig kompetence i forhold til at klageover tvangstilbageholdelsen og i den forbindelse være berettiget til hjælpfra den beskikkede patientrådgiver. Forældrene vil efter min vurdering idenne situation ikke kunne forhindre, at den 17-årige anvender de retssik-kerhedsmæssige foranstaltninger, som er knyttet til anvendelsen af tvang ipsykiatrien, herunder klageadgangen til det psykiatriske patientklagenævnmed ankemulighed til retten.

Spørgsmål 14:

Svar: