Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 21 af 12. september ad aktstykke 191 § 28 Transport- og Energiministeriet
Aktstk. 191 - § 28 Spørgsmål 21
Ministeren bedes gøre rede for, hvilke vurderinger, der er gennemført efter de helt eller delvise privatiseringer af Post Danmark, Københavns Lufthavne, TDC, Statsanstalten for Livsforsikring (Danica), Girobanken og Datacentralen generelt og hvorvidt de har været til gavn for kunderne samt givet en bedre udnyttelse af de midler, som samfundet har/havde stillet til rådighed?
Svar:
Der er ikke foretaget systematiske ex post vurderinger af privatiseringer i Danmark.
Publikationen Staten som aktionær, Finansministeriet, Trafikministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet (2004), indeholder imidlertid et kapitel vedrørende erfaringer med statslige aktieselskaber, herunder erfaringer med selskabsdannelser og privatiseringer. Det fremgår heri, at erfaringerne med helt eller delvise privatiseringer af statens selskaber har været positive i langt de fleste tilfælde.
I publikationen fremhæves bl.a. af følgende årsager privatiseringen af Tele Danmark A/S og den delvise privatisering af Københavns Lufthavne A/S som succesfulde. Liberaliseringen af det danske telemarked og privatiseringen af Tele Danmark A/S har i kombination med den teknologiske udvikling medført stigende konkurrence og pres på priserne, hvilket anses som en succes set fra kundernes synsvinkel. Omdannelsen af Københavns Lufthavne til et aktieselskab har bl.a. betydet, at anlægsinvesteringerne, der er betragtelige i en lufthavn, ikke længere er en del af de årlige finanslove og dermed den politiske prioriteringsproces, hvorved investeringerne kan foretages ud fra forretningsmæssige investeringskriterier.
Endvidere fremgår det af Staten som aktionær, at der i Danmark kun er gennemført få empiriske studier af effekten af offentlige selskabsdannelser og privatiseringer, samt at dette muligvis skyldes den danske stats forholdsvis begrænsede anvendelse af selskabsformen. Et studie konkluderer imidlertid, at formålene med omdannelsen af statsinstitutioner i overvejende grad er blevet opfyldt, jf. Carsten Greve (2000), Statens virksomheder – aktieselskabsdannelser og privatiseringer i 1990’erne, DJØF’s forlag.
Endelig fremgår det af Staten som aktionær, at der internationalt er foretaget en række empiriske studier (bl.a. af luftfartsselskaber), som konkluderer, at helt eller delvist privatiserede selskaber typisk klarer sig bedre end tilsvarende offentlige selskaber.
Privatiseringer af statslige selskaber sker som oftest ud fra et ønske om dels at reducere statens indblanding i markedsforhold, og dermed sikre, at selskaberne drives på et forretningsmæssigt grundlag, dels at understøtte selskabernes udviklingsmuligheder, hvilket bedst sker ved at have private aktionærer i ejerkredsen.