STATSMINISTERIET

                                                                                                        Dato:22. maj 2006               

 

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. S 4894 stillet af Villy Søvndal (SF) den 16. maj 2006.

 

 

 

 

Spørgsmål:

 

»Mener statsministeren, at statsministerens anvendelse af Statsministeriet og ministeriets embedsmænd i forbindelse med den planlagte middag med udvalgte journalister er i overensstemmelse med de handlingsanvisninger, som findes i betænkning 1443, og som statsministeren ellers tidligere har erklæret at ville følge?«

 

 

Svar:

 

De praktiske forhold omkring arrangementet, herunder udsendelse af invitationer m.v. og kontakten til oldfruen på Marienborg, er blevet varetaget af medarbejdere i ministersekretariatet i Statsministeriet som led i den løbende sekretariatsbetjening. Der er fast praksis for, at man i ministersekretariaterne kan bistå ministeren med praktiske spørgsmål, herunder almindelig sekretærhjælp, også når disse ikke har snæver tilknytning til ministerfunktionen. Det er ikke denne type praktisk arbejde, som var fokus for arbejdet med betænkning 1443/2004, men derimod den faglige og politisk-taktiske rådgivning – og ikke mindst grænserne herfor.

 

Når dette er sagt, har jeg taget til efterretning, at det ikke har stået tilstrækkeligt klart for de inviterede, at der var tale om et Venstre-arrangement. Jeg har derfor tilkendegivet, at jeg vil sikre, at der i forbindelse med kommende arrangementer ikke kan opstå tvivl om, hvorvidt der er tale om statsministerielle eller partiaktiviteter – bl.a. ved at undlade at anvende ministerlogoet i partimæssig sammenhæng.