Arbejdsmarkedsstyrelsen Holmens Kanal 20 1016 København K Den 31. august 2005 Arbejdsmarkedsstyrelsen har i høring af 1. juli 2005 fremlagt udkast til ændring i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats som følge af udvidelse af rimeligh   edskravet til offentlige virksomheder for Beskæftigelsesrådet. DA har følgende bemærkninger: Det er DA’s vurdering, at det er positivt, at der med de foreslåede ændringer i b    ekendtgørelsen om en udvidelse af rimelighedskravet skabes en større ligestilling  mellem den offentlige og den private sektor i forhold til vilkårene for løntilskud og virksomhed  spraktik. Det er vores opfattelse, at løntilskudsordningen bør være e nkel og ukompliceret at administrere, og på den baggrund kan vi ikke støtte forslaget om   at vælge en anden afgræn ning end P- nummeret (de foreslåede undtagelsesbestemmelser i § 93, stk. 2, 2. punktum og stk. 3 og tilsvarende i § 115 og 121). Indførelsen af s å danne undtagelsesregler vil gøre reglerne mere komplicerede for virksomhederne. Det forholder sig allerede sådan, at hver enkelt lønti lskudsplads eller virksomhedspraktikplads skal vurderes i forhold til, om den i forhold til den enkelte opfylder sit formål om oplæring og optræning. Dette bør kunne garantere, at der ikke samles for mange aktiverede i en enhed, der kan gå ud over kvaliteten, jf. de betragtninger som gøres i det fremsendte notatet side 2 under overskriften ”særligt for r imeligehedskravet”. Såfremt de foreslåede undtagelsesbestemmelser alligevel ønskes gennemført er det vigtigt , at den anden afgrænsning sker ud fra saglige og dokume  nterbare kriterier, og at der sker den samme afgrænsning i både rimeligheds og merbeskæftigelseskravet.        LO har følgende bemærkninger: Generelle bemærkninger LO er tilfreds med, at Rigsrevisionens kritik af AF’s og AMS’s administration af løn  - tilskudsordningen følges op med konkrete ændringer i Aktivbekendtgørelsen. Hermed sker der en harmonisering af maximumsgrænserne for antallet af ansatte med tilskud eller i virksomhedspraktik mellem det private og det offentlige arbejdsmarked.

LO finder, at den foreslåede anvendelse af P -numre – med de angivne problemer og løsninger     – er et udmærket redskab til at definere såvel rimelighedskravet som merbe   -skæftigelseskravet.   LO finder imidlertid, at betingelsen om er rimeligt forhold mellem ordinært ansatte og aktiverede personer også gælder for aktivering i særligt tilrettelagte projekter. LO finder endvidere, at definitionen på grundtallet af ansatte på den enkelte arbejds  plads 0-5 bør revideres til 0 -10. Der er intet, der taler for, at små arbejdspladser (dvs. dem med 0 -50 ordinært ansatte) har bedre forudsætninger end store virksomheder for at beskæftige aktiverede. Derfor foreslår vi, at en generel regel for rimelighedskravet gældende for alle virks   omheder bør være med et grundtal på 0   -10. Det gælder på det private som på det offentlige arbejdsmarked, at udgangspunktet for et aktiveringsforløb altid må være den lediges jobplan og det heri opridsede beskæfti gelses- eller uddannelsesmål. På samme vis   må selve aktiveringsforløbet altid være målrettet den lediges behov for opkvalificering mv. Som det fremgik af Rigsrevisionens kritik, kan der derfor ikke tages særligt hensyn til, at nogle offentlige arbejds  pladser ikke kan fungere uden et antal tilskudsansatte og virksomhedspraktikanter, der overstiger lovens maximale antal. Som Styrelsen selv skriver i sit notat om P-numre på s. 2: ”Hvis der er for mange akti  verede samlet i én enhed, kan det gå ud over kvaliteten i aktiveringen”, hvortil vi kan tilfø  je, at for mange aktiverede opleves sådanne forløb ofte også negativt. Formålet med at opstille maksimumsgrænser for rimelighedskravet må også være at skabe et incitament til at få reguleret placeringen af tilskudsjob og virksomhedsprak tikker, så der ikke sker en overbelastning af særlige fagområder/arbejdspladser. I den forbindelse vil vi også gøre opmærksom på, at virksomhederne jo ikke kun be skæftiger aktiverede ledige, men også personer med ned sat arbejdsevne i fleksjob, skå den offentlige sektor oplever, at det ofte er en stor belastning for de allerede ansatte – bl.a. grundet manglende lokalaftaler - at få overblik over de mange forskellige ordninger, samt hvad de hver især kræver af hensyn, opkvalificering, støtte mv. Hvis rimelighedskravet skal modvirke misbrug af tilskudsordningerne, skal opgørelsen endvidere foregå i "fuldtidsansatte". Kravet om det "rimelige forhold" mellem ordinært ansatte og ansatte med   tilskud er ikke tilstrækkeligt til at sikre en balance, sådan som Rigsrevisionen stiller krav om, når opgørelsen af de ordinært ansatte   foregår ved, at alle tæller for én "uanset arbejdstidens længde". Ansatte, som arbejder få timer pr . uge, vil også tælle for én. Dette giver ikke et   reelt billede af, om der er tilstrækkeligt p  ersonale til at modtage og opkvalificere ledige og dermed om løntilskudsjobbet overhovedet lever op til formålet, såd  an som Rigsrevisionen påpeger. LO finder endvidere, at der bør ske en ligestilling af det private og offentlige område, således at der ikke laves en særlig undtagelsesmulighed for det offentlige område. Ovenstående problemer vil ikke kunne løses ved det foreslåede krav om dokumenta   tion for, at virksomheden magter opgaven med at sikre, at den aktiverede får det nød  vendige faglige, sociale eller sproglige udbytte af forløbet. For det første forudser vi, at det må være svært for virksomhederne at fremskaffe en sådan dokumentation – og selvom det planlagte aktiveringsforløb måtte se fornuftigt ud på papiret, er

dokumentet jo ingen garanti for, at forløbet i praksis vil følge planen og holde de lovede kvalitetsstandarder. For det andet vurderer vi ikke - med Rigsrevisionens kritik i baghovedet og med tanke på alle de mange opgaver, der skal løses af de nye jobcentre  - at beskæftigelsesmyn  dighederne vil kunne afsætte tilstrækkeligt med ressourcer til at vurdere en sådan do kumentation. Det gælder hverken den forudgående kvalitetssikring gennem opfølgning på uklarheder og krav om uddybninger i dokumentet osv. eller den løbende opfølgning på, om ak   tiveringen forløber som planlagt. Som alternativ til den foreslåede undtagelsesmulighed foreslås: Hvis den offentlige sektors ”bagstopperfunktion” ønskes opretholdt, bør det ske gen nem oprettelse af særlige aftalte områder, hvor forløb med virksomhedsprak tik, uddannelse og tilskudsjob kombineres i målrettede tilbud tilpasset job - eller uddannelsesønsker hos ledige. Sådanne tilbud med tilknyttede korterevarende tilskudsforløb kan formuleres og etableres gennem aftaler med de faglige organisationer for sær  ligt udvalgte arbejdspladser. Dermed får man både en mere synlig, men også mere reel ”bagstopperfunktion” end den nuværende mere uoverskuelige situation. På samme måde kunne der laves aftaler med de faglige organisationer for konkrete ar  - bejdspladser om et beredskab i form af særlige kombinationsforløb med indbygget til   - skudsansættelse på offentlige arbejdspladser for ledige, hvis jobønsker ligger på det private arbejdsmarked, men som ikke umiddelbart kan finde et tilskudsjob her. Målet er her et tilskudsjob (og selvfølgelig et ordinært job) på en privat virksomhed, men i ventetiden kan den ledige blive opkvalificeret inde for beslægtede offentlige arbejds  områder. Kommentarer til de konkrete forslag til ændringer i Aktivbekendtgørelsen § 93: Maksimalt skal understreges i stedet for må . Stk. 1: 1) Ændres til ”1 person for hver 10 ordinært ansatte”. Stk. 3: Slettes. § 121: I den tidligere udsendte instruks i forbindelse med løntilskudsjob er det  angivet, at en repræsentant for de ansatte skal underskrive på    blanketten ift enighed. Medarbejderne på virksomheden skal være hørt om løntilskudsansættelsen    - om de er positive over for at medvirke til formålet med ansættelsen, og om de er enige i, at betingelserne om merbeskæftigelse og et rimeligt forhold mellem a  nsatte med og uden støtte  er opfyldt. En repræsentant for de ansatte skal skrive under på, om disse betingelser er opfyldt. I paragraffen er det kun angivet, at "det skal fremgå , om der er enighed mellem arbejdsgiveren og de ansatte herom".  Det bør skri ves ind i bekendtgørelsen, at en repræ   sentant for ansatte skal skrive under herpå.  

Det samme bør indskrives i §  119 stk. 2 og § 120 stk. 2. § 122: Se kommentarer til § 93. KL samt København og Frederiksberg  kommuner har følgende bemærkninger: KL har endnu ikke haft mulighed for at behandle sagen politisk. Besvarelsen sker derfor med forbehold for den politiske drøftelse i KL, som finder sted den 9. september. Københavns og Frederiksberg kommuner har tilsluttet sig KL’s besvarelse. KL er grundlæggende enig i, at det er vigtigt at styrke anvendelsen af løntilskud som redskab til opkvalificering af de ledige. KL er enig med Arbejdsmarkedsstyrelsen i, at den foreslåede udvidelse af rimelighedskravet indebærer en risiko for en nedgang i antallet af offentlige løntilskudspladser. Det vil særligt få betydning for kommunernes muligheder for at opfylde deres årlige kvote af løntilskudspladser, som skal stilles til rådighed for AF.   Forslaget bør derfor efter KL’s opfattelse følges op af en afskaffelse af kommunernes forpligtigelser til at opfylde en bestemt kvote løntilskudspladser. Forslaget understreger det uhensigtsmæssige i en kvote, der i forvejen maksimalt har været udnyttet op til 50 %. En afskaffelse af kvoterne vil i øvrigt ligge i naturlig forlængelse af, at kommunerne og AF skal samarbejde om indsatsen i de nye jobcentre pr. 1. januar 2007.   KL finder, at det er fornuftigt med en ordning, der giver mulighed for at dispensere fra rimelighedskravet i tilfælde, hvor løntilskuds- eller virksomhedspraktikpladsen kan give den ledige et fagligt, socialt eller sprogligt udbytte af opholdet, selvom rimelighedskravet ikke er opfyldt.   Det vil dog være væsentligt, at dispensationsordningen administreres så enkelt som muligt, så administrative procedurer ikke bliver en hindring for at anvende ordningen. KL vil derfor foreslå, at det i bekendtgørelsen præciseres, at det er tilstrækkeligt med en enkel dokumentation for, at virksomheden og de ansatte er enige om at dispensere fra rimelighedskravet.   DSI har følgend e bemærkninger: DSI mener som udgangspunkt, at den offentlige sektor har en særlig forpligtelse til at a  rbejde for, at arbejdsmarkedet bliver så rummeligt som muligt, hvilket udvidelsen af rim elighedskravet står i direkte modstrid til. DSI er bekymret for, at udvidelsen af rimelighedskravet til også at gælde offentlige vir   ksomheder vil medføre, at personer med nedsat funktionsevne alt andet lige får mindre m  ulighed for at gøre brug af deres restarbejdsevne til gavn for dem selv og samfundet som helhed. DSI ønsker at understrege, at førtidspensionister med løntilskud    ikke er en del af aktiveringsstyrken og som følge deraf selvfølgelig bør være undtaget af rimelighedskravet. DSI står til enhver tid til rådighed for en uddybning af ovenstående.

Med venlig hilsen Ninna Würtzen