Vil ministeren kommentere oplysningerne i Jyllands-Posten den 11. december 2005 om Lærerstandens Brandforsikrings udlejning af boliger til forsikringsselskabets ledelse samt ledelsens familie og bekendte, og i forlængelse heraf om ministeren i lyset af denne sag mener, at der er behov for at skærpe kravene til offentlighed omkring udlejning af boliger, og om der ikke bør være en egentlig venteliste for forsikringstagerne, som de har mulighed for at følge med i?
Det fremgår af omtale i Jyllands-Posten den 11. december 2005, at forsikringsselskabet Lærerstandens Brandforsikring har anvendt en meget lidt gennemskuelig måde at tildele lejeboliger på. Således har forsikringsselskabet ikke en venteliste, hvor forsikringstagerne kan følge med i deres placering på ventelisten, og selskabet har ikke på deres hjemmeside givet nogen indikation af, at selskabet råder over lejeboliger i hovedstaden. Dette begrundes med, at der er mennesker nok, som har kendskab til boligernes eksistens.
Spørgeren finder set i lyset af denne sag, at der kan være et behov for at skærpe kravene til gennemsigtigheden for større udlejere af lejeboliger, således at man eksempelvis under en eller anden form forpligtes til at synliggøre sine boligtilbud, og at det bliver lettere at gennemskue, hvilken placering man har på en venteliste. Spørgeren ønsker desuden ministerens kommentar til omtalen i Jyllands Posten af Lærerstandens Brandforsikrings fremgangsmåde.