Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Kontor: Civilkontoret Sagsnr.: 2006-156-0041 Dok.: HTR40329 Besvarelse af spørgsmål nr. 77 7 af f 12. januar 2006 fra Folketin nn ngets gets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om juridisk rådgivning (L 65)... Spørgsmål: ”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 6/1-06 fra Foreningen af Statsautori- serede Revisorer, jf. REU L 65 – bilag 5.” Svar: 1. Indledningsvis bemærkes, at Justitsministeriet den 4. januar 2005 sendte et udkast til forslag til lov om juridisk rådgivning i høring hos en række myndigheder, organisationer mv., herunder til Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (i det følgende betegnet FSR). Justitsministeriet har ikke modtaget høringssvar fra FSR. 2. FSR anfører i sin henvendelse til udvalget bl.a., at det på området for skatterådgivning til er- hvervsvirksomheder er de statsautoriserede revisorer, der udfører hovedparten af denne rådgiv- ning, og at det fremsatte lovforslag derfor er et væsentligt indgreb i ”det frie” marked for skatterådgivning. FSR finder således, at lovforslaget skaber ubalance i konkurrencen til fordel for advokater og pengeinstitutter og til ugunst for revisorer. FSR foreslår på baggrund heraf, at lovforslaget ændres således, at det undtager statsautoriserede revisorer. Subsidiært bør loven alene vedrøre forbrugerkøb. FSR anfører endvidere, at statsautoriserede revisorer er underlagt revisorlovens bestemmelser, herunder en lang række detailforskrifter i bekendtgørelser mv. udstedt i medfør af revisorloven. Dette gælder også i relation til juridisk rådgivning, jf. § 1, stk. 2, i revisorloven, idet en sådan rådgivning normalt udmøntes gennem afgivelse af erklæringer og rapporter, der er krævet i hen- hold til lovgivningen, eller ikke udelukkende er bestemt til hvervgivers eget brug. Hvis statsauto- riserede revisorer bliver omfattet af lovforslaget om juridisk rådgivning, vil der opstå ikke ube- tydelige afgrænsningsproblemer, herunder konflikter mellem de to regelsæt.

- 2 - Justitsministeriet  forstår  FSR´s  bemærkninger  således,  at  man  finder  det  uhensigtsmæssigt,  at juridisk rådgivning, som ydes i tilknytning til en revisors afgivelse af erklæringer mv., skal være omfattet af både lov om juridisk rådgivning og revisorloven. I den forbindelse skal Justitsministeriet fremhæve, at det følger af revisorlovens § 1, stk. 2, at loven finder anvendelse ved revisors revision af regnskaber mv. og supplerende beretninger samt ved revisors afgivelse af erklæringer og rapporter, der i øvrigt kræves i henhold til lovgivningen eller  ikke  udelukkende  er  bestemt  til  hvervgivers  eget  brug.  Revisorloven  omfatter  således  en revisors  ”kerneydelser”,  hvorimod  revisorloven  ikke  regulerer  almindelig  rådgivningsvirksom- hed i øvrigt, som ikke har sammenhæng med revision af regnskaber mv. Justitsministeriet skal endvidere bemærke, at - som anført i lovforslagets § 1, stk. 1 - finder loven anvendelse på enhver, der i erhvervsmæssigt øjemed driver virksomhed med rådgivning af over- vejende juridisk karakter. Efter lovforslaget vil det således være afgørende, om hovedydelsen består i juridisk rådgivning, hvor loven i så fald vil finde anvendelse, eller om den juridiske rådgivning er accessorisk i for- hold til anden rådgivning og derved falder uden for lovens anvendelsesområde, jf. afsnit 4.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Skatterådgivning ydet af en revisor til en klient vil således være omfattet af lovforslaget, såfremt denne rådgivning er hovedydelsen. Juridisk rådgivning, som ydes accessorisk i forhold til f.eks. en revisors revision af et regnskab eller en anden af revisors kerneydelser, jf. revisorlovens § 1, stk. 2, vil derimod ikke være omfattet af lovforslaget. Justitsministeriet finder på den baggrund ikke, at der består nogen regelkonflikt imellem revisor- lovens bestemmelser om revisors ”kerneydelser” og forslaget til lov om juridisk rådgivning. Af samme grund er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke anledning til at overveje at undtage revisorer fra lovens anvendelsesområde eller begrænse anvendelsesområdet til revisorers ydelser til forbrugere. 3. FSR anfører i sin henvendelse endvidere, at det forhold, at advokater og finansielle virksom- heder er undtaget fra loven, efter FSR’s opfattelse giver anledning til konkurrenceforvridning til ugunst for de statsautoriserede revisorer og til fordel navnlig for advokater, men også finansielle virksomheder. FSR oplyser endvidere, at statsautoriserede revisorer er underlagt regler om god skik i medfør af revisorloven  samt  etiske  regler  for  revisorer,  som  i  lighed  med  den  finansielle  sektor  også  får betydning i relation til en pligt til at yde rådgivning i tilknytning til hovedydelsen.  

- 3 - På den baggrund ønsker FSR det bl.a. oplyst, om det ikke må anses for konkurrenceforvridende, når man for samme rådgivningsydelse stiller forskellige krav til udbyderne af den pågældende ydelse. Justitsministeriet kan oplyse, at juridisk rådgivning, der ydes af advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed, i medfør af lovforslagets § 1, stk. 2, er undtaget fra lovens an- vendelsesområde. Som det fremgår af afsnit 4.2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget skyldes dette, at advokater er omfattet af retsplejelovens sjette afsnit om advokater (§§ 119-147 g), herunder retsplejelovens § 126, stk. 1, om god advokatskik.   Endvidere  er  juridisk  rådgivning,  der  ydes  af  virksomheder  omfattet  af  lov  om  finansiel  virk- somhed, undtaget fra lovens anvendelsesområde, jf. lovforslagets § 1, stk. 3. Som det fremgår af afsnit 4.2.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, er denne undta- gelse begrundet i, at der for disse virksomheder allerede er fastsat regler om god skik i forbindel- se med rådgivning. Således er der i § 43 i lov om finansiel virksomhed fastsat en overordnet ret- lig standard om redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. I medfør heraf har økonomi- og erhvervsministeren i bekendtgørelse nr. 1046 af 27. november 2004 fast- sat  nærmere  regler  om  god  skik.  Dertil  kommer,  at  Finanstilsynet  fører  tilsyn  med  disse  virk- somheders overholdelse af reglerne om god skik.    For både advokater, der udøver selvstændig advokatvirksomhed, og for finansielle virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed gælder således, at der i lovgivningen allerede er fastsat regler om god skik, som vil omfatte juridisk rådgivning ydet af disse brancher.   Ifølge § 2, stk. 2, i revisorloven må de i lovens § 1, stk. 2, omhandlede opgaver alene udføres af revisorer i statsautoriserede eller registrerede revisionsvirksomheder, jf. § 12, stk. 1. Opgaverne skal udføres med omhu, nøjagtighed og den hurtighed, som deres beskaffenhed tillader, samt i overensstemmelse med god revisorskik. Som  anført  ovenfor  omfatter  revisorloven  kun  en  revisors  kerneydelser,  men  ikke  den  rådgiv- ning, som en revisor måtte yde uden tilknytning til kerneydelserne, f.eks. rådgivning om juridi- ske forhold. For dette område gælder således ikke andre regler om god skik end de etiske regler, som på foreningsretligt grundlag gælder for medlemmerne – og kun medlemmerne - af Forenin- gen af Statsautoriserede Revisorer. Justitsministeriet finder på den anførte baggrund ikke, at de hensyn, som begrunder en undtagel- se af advokater og finansielle virksomheder fra lovens anvendelsesområde, gør sig gældende for

- 4 - revisorer, ligesom der efter Justitsministeriets opfattelse ikke grund til at antage, at lovforslaget skulle være konkurrenceforvridende for revisorerne. 4. FSR ønsker i sin henvendelse til udvalget desuden oplyst, om oplysninger i overensstemmelse med faktureringsbekendtgørelsen vil være tilstrækkeligt til at opfylde betingelserne om prisangi- velse, såfremt lovforslaget vedtages i sin nuværende form. FSR anfører endvidere, at mens advokater kun efter anmodning skal give klienten oplysning om de vigtigste elementer i den påregnede bistand og om størrelsen af det vederlag, advokaten agter at beregne sig (undtagen i forbrugerforhold), skal statsautoriserede revisorer i medfør af § 2, stk. 5, i lov om juridisk rådgivning af egen drift give en række oplysninger vedrørende beregning af prisen for opgaven. FSR ønsker i denne anledning oplyst, hvorfor denne forskel ikke i relation til skatterådgivning er udtryk for konkurrenceforvridning til fordel for advokater og på bekostning af statsautoriserede revisorer. Justitsministeriet  lægger  ved  besvarelsen  til  grund,  at  der  med  ”faktureringsbekendtgørelsen” sigtes  til  bekendtgørelse  nr.  779  af  21.  november  1990  om  faktureringsregler  for  bogførings-, regnskabs- og revisionsvirksomhed og dermed ligestillet virksomhed (faktureringsbekendtgørel- sen).   Ifølge § 3, 4. punkt i denne bekendtgørelse skal en revisors faktura indeholde oplysninger om det endelige fakturabeløb eksklusiv moms, som skal være opdelt på de i 3. punkt nærmere angivne hovedbestanddele.  Ifølge  §  4  skal  der  føres  et  time-sagsregnskab  for  arbejde  omfattet  af  be- kendtgørelsens § 1, der sikrer, at de i § 3 anførte oplysninger kan angives. Time-sagsregnskabet skal  indeholde  oplysninger  om  antal  anvendte  timer  inden  for  hver  medarbejderkategori  med angivelse af de enkelte timesatser. Såfremt der herudover indregnes tillæg for EDB, forbrug af materialer, transportudgifter og lign., skal disse ligeledes fremgå særskilt. Justitsministeriet kan oplyse, at det fremgår af lovforslagets § 2, stk. 5, at rådgiveren skal angive sin timepris eller eventuelle samlede pris for den pågældende ydelse. Hvis det ikke er muligt at angive timeprisen eller den samlede pris, skal det oplyses, på hvilket grundlag prisen beregnes. De  oplysninger,  der  skal  gives  ifølge  faktureringsbekendtgørelsen,  ses  umiddelbart  at  opfylde kravet i § 2, stk. 5, i lov om juridisk rådgivning.   Det bemærkes dog, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 2, at bestemmel- sen indebærer, at der skal indgås en rådgivningsaftale, før der ydes rådgivning. Som oplyst i Ju- stitsministeriets besvarelse af 8. december 2005 på spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende  lovforslaget,  er  det  forudsat  i  lovforslaget,  at  en  aftale  om  juridisk  rådgivning  vil

- 5 - kunne udformes som et standardiseret aftaledokument, som indeholder de i lovforslagets § 2, stk. 3-5, nævnte oplysninger.   5. FSR anfører endvidere, at det forekommer tankevækkende, at det i bemærkningerne til lov- forslaget direkte nævnes, at det ikke er et ufravigeligt krav, at der skal tegnes ansvarsforsikring, hvis der ydes juridisk rådgivning, idet dette vil være prohibitivt for at kunne gå ind på markedet for en del af de fremtidige aktører, som man håber at se i dette marked, idet en forsikring vil bli- ve alt for dyr at tegne. FSR anfører endvidere, at bemærkningerne til loven må forstås således, at man imødeser, at der fremover vil blive ydet juridisk rådgivning fra personer, som forsikrings- selskaberne ikke vil være villige til at afdække forsikringsmæssigt på grund af for stor risiko for erstatningskrav som følge af fejlagtig rådgivning. Dette forekommer efter FSR’s opfattelse ikke samfundsmæssigt ansvarligt. FSR ønsker endvidere oplyst, om det – hvis lovforslaget vedtages i sin nuværende form – kan tiltrædes, at det for så vidt angår statsautoriserede revisorers juridiske rådgivning er tilstrækkeligt at oplyse en minimumsforsikringsdækning på eksempelvis 2 mio. kr. pr. rådgiver samt oplyse, hvorvidt denne er helt eller delvist udnyttet.    Endvidere anfører FSR, at for medlemmer af FSR kunne hensigtsmæssige oplysninger om for- sikringsforhold  f.eks.  etableres  ved,  at  medlemmerne  henviser  til  foreningens  vedtægter,  idet FSR – ligesom Advokatsamfundet – har et vedtægtsmæssigt krav om en minimumsforsikring for rådgivningsydelser. Justitsministeriet kan oplyse, at ifølge lovforslagets § 2, stk. 3, skal rådgiveren i rådgivningsafta- len oplyse, om vedkommende er ansvarsforsikret. Er dette tilfældet, skal rådgiveren oplyse om størrelsen af den samlede forsikringssum, størrelsen af forsikringssum pr. skade, og om der er rejst krav imod rådgiveren, som kan medføre, at den samlede forsikringssum helt eller delvist vil blive udnyttet i det pågældende forsikringsår. Som anført i afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, har Justitsministeriet drøftet problemstillingen vedrørende et eventuelt krav om en obligatorisk ansvarsforsikring med forsikringsbranchen.   Branchen har oplyst, at adgangen til – og prisen for - at tegne ansvarsforsikring vil skulle afgøres efter en helt konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Forsikringsselskaberne vil formentlig være ganske tilbageholdende med at tegne forsikringer på dette marked, og reelt vil en række juridiske rådgivere, herunder navnlig rådgivere uden juridisk uddannelse, muligvis aldrig kunne tegne en forsikring, og denne  gruppe vil som følge heraf  være afskåret fra at operere på markedet. For

- 6 - andre grupper må det antages, at præmien kan blive så høj, at også disse grupper i vidt omfang vil være afskåret fra at udbyde juridisk rådgivning. På denne baggrund finder Justitsministeriet, at et krav om en ansvarsforsikring i praksis vil kun- ne afskære en række rådgivere fra adgangen til at praktisere på dette område og derved i realite- ten begrænse adgangen til markedet. Hensynet til beskyttelsen af aftagerne af den juridiske råd- givning vil efter Justitsministeriets opfattelse være tilgodeset i tilstrækkelig grad ved at indføre en oplysningspligt for rådgiveren med hensyn til forsikringsdækningen. Derved vil det være op til  den  enkelte  aftager  af  den  juridiske  rådgivning  at  afgøre,  om  vedkommende  vil  købe  den ydelse, som den enkelte rådgiver tilbyder. Det skal i den forbindelse fremhæves, at det forhold, at en rådgiver ikke – eller kun mod en ufor- holdsmæssig stor præmie – kan tegne en ansvarsforsikring, ikke behøver at være udtryk for, at der er tale om en useriøs rådgiver, men derimod, at der er tale om en uhomogen branche, hvor det er vanskeligt for forsikringsbranchen at udbyde et standardprodukt. Som nævnt ovenfor skal rådgiveren i aftalen – udover at oplyse, om vedkommende er forsikret – tillige oplyse om størrelsen af den samlede forsikringssum, størrelsen af forsikringssum pr. ska- de, og om der er rejst krav imod rådgiveren, som kan medføre, at den samlede forsikringssum helt eller delvist vil blive udnyttet i det pågældende forsikringsår. Disse krav er fastsat af hensyn til rådgiverens klienter. Justitsministeriet finder ikke, at klienten opnår tilstrækkelig sikkerhed for, at rådgiveren kan honorere et eventuelt økonomisk krav i for- bindelse med erstatningspådragende juridisk rådgivning, såfremt der ikke oplyses om størrelsen af forsikringssum pr. skade, og om der er rejst krav imod rådgiveren, som kan medføre, at den samlede forsikringssum helt eller delvist vil blive udnyttet i det pågældende forsikrings- år.    Oplysningspligten vedrørende de forsikringsmæssige forhold er navnlig begrundet i et hensyn til at sikre den enkelte aftager af juridisk rådgivning et oplyst grundlag for at vurdere, om man øn- sker at indgå i et samarbejde med en bestemt rådgiver. Dette hensyn kan efter Justitsministeriets opfattelse bedst varetages ved, at de i lovforslagets § 2, stk. 5, nævnte oplysninger fremgår direk- te af rådgivningsaftalen og ikke blot ved en henvisning til branchefastsatte regler.