Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Kontor: Civilkontoret Sagsnr.: 2005-156-0039 Dok.: HTR40307 Besvarelse af spørgsmål nr. 55 5 affff 13. december 2005 fra Folketingets Retsudvalg vedrø øø ørende rende forr- slag til lov om juridisk rådgivning (L 65). Spørgsmål: ”Hvorfor er reglerne i retsplejelovens § 126, stk. 2, (om prisen for rådgivning) og retsplejelovens § 261, stk. 1, (om at en person som yder juridisk rådgivning skal være over 18 år og uberygtet) ikke medtaget i lovforslaget?” Svar: 1. Ifølge retsplejelovens § 126, stk. 2, må en advokat ikke kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt. Bestemmelsen, der angiver den absolutte overgrænse for det salær, en advokat kan afkræve sin klient, giver mulighed for, at en advokats vederlag kan ned- sættes eller bortfalde, hvis spørgsmålet indbringes for en kredsbestyrelse  og eventuelt efterføl- gende for Advokatnævnet, jf. retsplejelovens §§ 146 og 147, eller for domstolene under et civilt søgsmål.   Lovforslaget indeholder ikke regler om det højeste vederlag for den juridiske rådgivningsydelse. Derimod følger det af lovforslagets § 2, stk. 5, at rådgiveren i rådgivningsaftalen skal angive sin timepris eller eventuelle samlede pris for den pågældende ydelse. Hvis det ikke er muligt at an- give timeprisen eller den samlede pris, skal det oplyses, på hvilket grundlag prisen beregnes. Bestemmelsen  har  til  formål  at  sikre  aftageren  af  den  juridiske  rådgivning  det  bedst  mulige grundlag for at vurdere, om man ønsker at indlede et samarbejde med vedkommende rådgiver, herunder om aftageren ønsker at betale den oplyste pris for rådgivningsydelsen, jf. afsnit 4.3.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Som ligeledes anført i lovforslaget, jf. afsnit 4.5. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, vil  Forbrugerklagenævnets  kompetence  i  tilknytning  til  ikrafttrædelsen  af  lovforslaget  admini- strativt blive udvidet til også at omfatte juridisk rådgivning. Tvister imellem en juridisk rådgiver og en forbruger, herunder om størrelsen af vederlaget for rådgivningen, vil således kunne ind- bringes for Forbrugerklagenævnet.  

- 2 - For  Forbrugerklagenævnets  virksomhed  er  der  dog  fastsat  minimums-  og  maksimumsbeløbs- grænser, hvilket bl.a. indebærer, at nævnet alene er kompetent til at behandle en klage over en tjenesteydelse, hvis vederlaget for ydelsen udgør mindst 800 kr. Forbrugerklagenævnet har imid- lertid mulighed for at dispensere fra minimumsbeløbsgrænsen, f.eks. i tilfælde, hvor det skønnes, at forbrugeren kan fremsætte et krav af en vis størrelse over for rådgiveren, og hvor der synes at være stor sandsynlighed for, at forbrugeren kan få medhold i klagen. Desuden kan der dispense- res  i  tilfælde,  hvor  sagen  er  af  generel  eller  principiel  interesse,  eller  hvor  en  større  gruppe  af forbrugere har rejst krav over for den samme erhvervsdrivende. Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke, at der er grundlag for at gennemføre yderligere regulering med hensyn til vederlaget for den juridiske rådgivning. 2. Ifølge retsplejelovens § 261, stk. 1, må den, der uden at være advokat møder som fuldmægtig for parten, være over 18 år og uberygtet. Kravet om, at procesfuldmægtigen skal være over 18 år, skal imidlertid ses i sammenhæng med retsplejelovens § 257, stk. 1, hvorefter en umyndig ikke kan optræde på egen hånd i retssager. Børn og unge under 18 år, der ikke har indgået ægteskab, er efter værgemålslovens § 1 mindre- årige og dermed umyndige. Bestemmelsen har således til formål at sikre, at en person ikke kan fungere  som  procesfuldmægtig  i  en  situation,  hvor  vedkommende  –  af  aldersmæssige  grund  – selv ville være afskåret fra at optræde på egen hånd i en retssag. Dette hensyn gør sig ikke gældende for så vidt angår ydelse af juridisk rådgivning, som ikke be- står i at møde i retten som procesfuldmægtig. Dertil kommer, at der efter Justitsministeriets op- fattelse næppe er grund til at tro, at det i praksis vil forekomme i nævneværdigt omfang, at per- soner under 18 år fremover vil yde erhvervsmæssig juridisk rådgivning. Justitsministeriet finder herefter ikke, at der er behov for et lovbestemt krav om, at en juridisk rådgiver skal være fyldt 18 år.   3. Kravet i retsplejelovens § 261, stk. 1, om, at den, der uden at være advokat møder som fuld- mægtig for parten, skal være uberygtet, er begrundet i, at den pågældende af offentligheden skal anses for værdig til udførelsen af dette hverv. En person, som er dømt for strafbart forhold, vil – afhængigt af det strafbare forholds karakter, den forløbne tid siden handlingens foretagelse mv. – kunne betyde, at vedkommende ikke lever op til kravet om at være uberygtet, og vedkommende kan dermed ikke fungere som procesfuldmægtig. Indførelse af et tilsvarende krav for juridiske rådgivere vil imidlertid indebære en stillingtagen til en række vanskelige problemstillinger. Der vil således bl.a. skulle tages stilling til, hvilke former for strafbare forhold der i givet fald skal udelukke en rådgiver fra at yde juridisk rådgivning, her-

- 3 - under om de strafbare forhold skal være begået i tilknytning til erhvervsudøvelse, f.eks. rådgiv- ningsvirksomhed. Det bemærkes i den sammenhæng, at efter straffelovens § 79, stk. 2, vil retten til at yde juridisk rådgivning ved dom for strafbart forhold kunne frakendes, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen. Dertil kommer, at indførelse af et krav om, at en juridisk rådgiver skal være uberygtet, må forud- sætte, at en myndighed efterprøver, om denne betingelse er opfyldt. Dette vil medføre, at der skal indføres en egentlig autorisations- eller godkendelsesordning for juridiske rådgivere. En  autorisationsordning  vil  efter  Justitsministeriets  opfattelse  kunne  fremstå  som  en  offentlig garanti for, at rådgiverne har de fornødne kvalifikationer til at udøve juridisk rådgivning, og ord- ningen vil dermed give aftagerne af den juridiske rådgivning en ubegrundet tillid til rådgivnin- gens kvalitet. En autorisationsordning vil imidlertid ikke kunne give nogen sikkerhed for rådgi- vernes kvalifikationer eller for kvaliteten af rådgivningsydelsen. På den anførte baggrund finder Justitsministeriet ikke, at der bør indføres krav om, at en juridisk rådgiver skal være uberygtet.