Notat

19. september 2006

Indkøbssekretariat, CPH

J.nr. 131-1

L237 – Forslag til finanslov for finansåret 2007 vedr. §35 Generelle reserver

Spørgsmål 2:

Ad § 35.11.33. Effektivisering af det statslige indkøb – første fase: Hvorledes er beløbet på 300 mio. kr. beregnet?

Svar:

Regeringen ønsker at effektivisere det statslige indkøb og har derfor iværksat et indkøbsprogram, som over de næste 2 år skal effektivisere en række af de fællesstatslige indkøbsområder.

 

Indkøbsprogrammet er tilrettelagt i faser. Første fase omfatter fire indkøbsområder: Kontorvarer, kontormaskiner, PC-arbejdsstationer samt møbler og inventar. På baggrund af en analyse, som bl.a. kortlagde det statslige indkøb, blev forbruget på de fire indkøbsområder i 2005 anslået til cirka 1,2 mia. kr.

 

Til opgørelse af besparelsespotentialet har Finansministeriet indsamlet en række prispunkter og erfaringer fra statslige institutioner og halvoffentlige- og private virksomheder. Indsamlingen af prispunkter kortlagde betydelige prisforskelle i staten for såvel sammenlignelige som for identiske varer.

 

Baseret på de indsamlede prispunkter og potentialet ved at gennemsnittet af de statslige institutioner køber lige så effektivt ind som de mest effektive, er besparelsespotentialet på de fire indkøbsområder anslået til i størrelsesordenen 300 mio. kr.