"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 6. april 2006 fra Venstre i Juelsminde Kommune, jf. L 222 – bilag 3."
Det fremgår af henvendelsen, at Venstre i Juelsminde Kommune ønsker, at navnet på Hedenstedkredsen i stedet skal være Juelsminde-Brædstrupkredsen.
 I den anledning har ministeriet følgende faglige kommentarer baseret på de principper, der ligger til grund for indstillingerne fra den parlamentariske arbejdsgruppe, hvis forslag ligger til grund for lovforslaget. Om baggrunden for alene at fremsætte sådanne faglige kommentarer henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 1:
Hedenstedkredsen foreslås i lovforslaget i overensstemmelse med den parlamentariske arbejdsgruppes indstilling at være navnet på den opstillingskreds i Østjyllands Storkreds, der omfatter den nye Hedensted Kommune, der dannes ved sammenlægning af Hedensted og Juelsminde Kommuner samt Tørring-Uldum Kommune med undtagelse af det område (Grejs Sogn m.v.), der indgår i den nye Vejle Kommune, og den del af den nye Horsens Kommune, der består af den nuværende Brædstrup Kommune med undtagelse af det område (Voerladegård Sogn med visse undtagelser), der indgår i den nye Skanderborg Kommune.
Den parlamentariske arbejdsgruppe har med hensyn til navnene på de enkelte opstillingskredse valgt at følge samme principper herfor, som de gældende navne for opstillingskredsene er udtryk for. Heraf følger bl.a., at det i tilfælde, hvor to eller flere kommuner helt eller delvis indgår i en opstillingskreds, alene er den ene af disse kommuner, sædvanligvis den største, der lægger navn til opstillingskredsen, medmindre hensynet til enkelhed, valg af den mest oplysende betegnelse eller historiske grunde taler for en anden navngivning. Hensynet til enkelthed har bevirket, at arbejdsgruppen i sine forslag til navngivning af opstillingskredse har undgået dobbeltnavne. Arbejdsgruppen har endvidere for opstillingskredse uden for Københavns og Frederiksberg Kommuner alene foreslået navne, hvori det relevante kommunenavn indgår helt eller delvis, og ikke by- eller stednavne, der ikke tillige er kommunenavne.
Det foreslåede dobbeltnavn vil derfor ikke være i overensstemmelse med arbejdsgruppens principper for navngivning af opstillingskredse.