Folketingets Uddannelsesudvalg
I forbindelse med behandlingen af (L 220 af 5. april 2006) Forslag til Lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen har
Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 22. maj 2006 stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 11:
â€Ministeren bedes kommentere henvendelse modtaget den 22. maj 2006 fra Læreruddannelsens Pædagogiske Fag, jf. UDU L 220 – bilag 12.â€
Svar:
Med reformen af læreruddannelsen skal relevante dele af de nuværende pædagogiske fællesfag indgå i de obligatoriske linjefag med en vægt svarende til 0,2 årsværk. Det gælder bl.a. professionskvalifikationerne viden, begreber og teorier om børns og unges læring og udvikling på forskellige alderstrin og dermed om differentiering og progression.
Som jeg forstår henvendelsen fra Læreruddannelsens Pædagogiske Fag, støtter foreningen, at de nævnte professionskvalifikationer indgår i linjefagene. Samtidig finder foreningen det problematisk, hvis ikke de pædagogiske fag i væsentligt omfang omfatter disse professionskvalifikationer. Baggrunden for bekymringen er, at de pågældende professionskvalifikationer har almen karakter, og at det er afgørende for skolens virksomhed, at alle lærere besidder disse kvalifikationer.
Forligspartiernes model, hvorefter relevante dele af de nuværende pædagogiske fællesfag skal indgå i de linjefag, som alle studerende skal vælge deres første linjefag iblandt, styrker undervisningen inden for det samlede pædagogiske fagområde og dermed alle sider af lærerfagligheden. Muligheden for at tilrettelægge undervisningen i de obligatoriske fag i et samarbejde mellem undervisere fra forskellige faggrupper, således at de pædagogiske fags lærere inddrages i linjefagsundervisningen vil indebære en væsentlig styrkelse af professionssigtet mod folkeskolen.
Hvordan samarbejdet mellem de pædagogiske fagområder og de obligatoriske linjefag nærmere skal tilrettelægges, så der ikke forekommer væsentlige overlap for studerende, der vælger to obligatoriske linjefag, vil indgå i det videre arbejde med opfølgningen på reformen, som læreruddannelsens interessenter vil blive inddraget i.
Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.