Folketingets Uddannelsesudvalg
I forbindelse med behandlingen af (L 220 af 5. april 2006) Forslag til Lov om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen har
Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 16. maj 2006 stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 10:
â€Vil ministeren redegøre nærmere for begrebet â€realkompetencevurderingâ€, herunder hvordan det tænkes anvendt?â€
Svar:
Jeg har forstået spørgsmålet som vedrørende vurderingen af de lærerstuderendes kvalifikationer i forbindelse med optagelse på linjefag.
Det faglige niveau i læreruddannelsen skal højnes. For at styrke fagligheden skal der strammes op på kravene til de studerendes kvalifikationer ved optagelse på linjefagene, og det skal som udgangspunkt kræves, at den studerende kan dokumentere kundskaber på mindst gymnasialt B-niveau i det pågældende fag. Studerende uden de nødvendige kvalifikationer skal have gode muligheder for faglig supplering umiddelbart før studiestart og undervejs i studiet. Uden krav om dokumentation af færdigheder risikeres det, at der slækkes på niveauet i undervisningen for at få studerende uden de nødvendige forudsætninger med.
Fastsættelse af formelle adgangskrav til linjefag om for eksempel dokumentation af gymnasialt B-niveau må ikke udelukke studerende, som ikke har gymnasialt B-niveau i faget, hvis den studerende på anden vis – f.eks. ved længere udenlandsophold, erhvervsarbejde m.v. – har erhvervet de nødvendige reelle kvalifikationer. Ligeledes skal sådanne studerende ikke tvinges igennem et fagligt suppleringskursus blot for at opfylde et formalitetskrav. Hvis uddannelsesinstitutionen efter en konkret og individuel vurdering af den studerendes realkompetence skønner, at den pågældende har kvalifikationer, der kan sidestilles med niveauet for det fastsatte adgangskrav til faget, og kan gennemføre linjefaget på det forventede niveau, skal den studerende kunne optages på linjefaget.
Efter en vedtagelse af lovforslaget vil jeg sammen med de relevante rektorforsamlinger se på, hvordan reglerne om krav til den studerendes kvalifikationer og dokumentation heraf skal udformes.
Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.