Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 55 af 24. april 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme mv.) (L 217).

 

Spørgsmål nr. 55:

 

          ”Har ministeren overvejet de foreslåede nye § 110 a, stk. 2, og 783, stk. 2, nøje i forhold til hver enkelt paragraf i straffelovens kapitel 12 og 13?”

 

Svar:

 

1. I henhold til Justitsministeriets Bestemmelser om Politiets Efterretningstjeneste af 9. maj 1996 er det en central opgave for Politiets Efterretningstjeneste at forebygge og efterforske forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsorganer mv., jf. herved straffelovens kapitel 12 og 13.  

 

Straffelovens kapitel 12 indeholder bestemmelser, som retter sig mod handlinger, der angriber eller truer statens selvstændighed og sikkerhed. De forbrydelser, som er indeholdt i dette kapitel, kan karakteriseres som handlinger, der angriber eller truer statens ydre sikkerhed. Straffelovens kapitel 13 vedrører forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv. og tilsigter at beskytte den indre fred.

 

For en nærmere gennemgang af de enkelte bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 56.

 

2. Som det fremgår af pkt. 1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger, er det i regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse i relation til bl.a. de anbefalinger fra den tværministerielle arbejdsgruppe, som udmøntes i lovforslaget, anført, at regeringen vil arbejde videre med at konkretisere de enkelte anbefalinger. I lovforslagets bemærkninger er i den forbindelse redegjort for, i hvilket omfang de foreslåede bestemmelser alene kan finde anvendelse på terrorområdet, eller om de også kan finde anvendelse i forhold til anden kriminalitet.

 

Anvendelsesområdet for den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 110 a, stk. 2, er afgrænset således, at den kun finder anvendelse i forhold til den del af Politiets Efterretningstjenestes virksomhed, der omhandler forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13.

 

Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 783, stk. 2, om kendelse ”på person” er ligeledes begrænset til sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13.

 

3. Justitsministeriet har fundet det hensigtsmæssigt, at anvendelsesområdet for de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 a, stk. 2, og § 783, stk. 2, afgrænses til sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13.

 

Uanset at det – som nærmere anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 57 – for så vidt kun er nogle af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13, der navnlig kan siges at være relevante i forhold til det strafferetlige værn mod terrorisme, er det således – som anført under pkt. 1 ovenfor – en central opgave for Politiets Efterretningstjeneste at forebygge og efterforske overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13, der mere generelt tilsigter bl.a. at beskytte statens ydre sikkerhed og indre fred. Hertil kommer, at en ”opsplitning” af de foreslåede regler på enkelte af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13 ville kunne give anledning til en række vanskeligheder, bl.a. i tilfælde, hvor der foreligger mistanke om overtrædelse af flere af bestemmelserne i kapitel 12 og 13.

 

Særligt med hensyn til den foreslÃ¥ede bestemmelse i retsplejelovens § 783, stk. 2, bemærkes, at ogsÃ¥ de gældende regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden bygger pÃ¥, at de særlige muligheder for indgreb, der vedrører Politiets Efterretningstjeneste, er afgrænset ved henvisning til straffelovens kapitel 12 og 13. Der henvises i den forbindelse til bestemmelsen i § 781, stk. 1, nr. 3.   Â