Besvarelse af spørgsmål nr. 3 af 25. april 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om tinglysning og forskellige andre love (Digital tinglysning) (L 199).

 

Spørgsmål:

 

          ”Vil ministeren garantere, at den digitale tinglysning ikke vil blive sat i værk før det er 100 procent sikkert, at systemet fungerer?”

 

Svar:

 

Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse i lovforslagets § 13, stk. 1, indebærer, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

 

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at tinglysning af dokumenter i henhold til de foreslåede nye bestemmelser i tinglysningsloven først vil kunne ske, når det er teknisk muligt at modtage digitale tinglysningsmeddelelser.

 

Som anført i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse, vil overgangen til digital tinglysning naturligvis først finde sted, når alle tekniske og sikkerhedsmæssige aspekter er helt på plads.