"Som følge af skattelovgivningen, dobbeltbeskatningsaftaler m.v. er der i kommunerne visse indbyggere, som ikke er skattepligtige til kommunen, men som alligevel er berettiget til at få del i de kommunale serviceydelser. Har ministeren overvejelser om at sikre disse kommuner kompensation herfor?"
Hovedreglen ved beskatning af grænsependlere er, at lønindkomst beskattes i det land, hvor arbejdet udføres. Dette er en helt almindelig international standard, som er blevet til i OECD-regi.
Det indebærer, at personer, som bor i Danmark, men arbejder i udlandet, også beskattes i udlandet. For de danske kommuner indebærer det, at bopælskommunen ikke modtager kommuneskat for disse personer.
Omvendt vil personer, der bor i udlandet men arbejder i Danmark, blive beskattet i Danmark. De danske kommuner har hidtil fået en andel af denne skat. Men finansieringsreformen indebærer, at den kommunale andel af denne skat fremover vil tilfalde staten.
Det bemærkes for så vidt angår Sverige, at der er indgået en særlig aftale mellem Danmark og Sverige, som indebærer, at der efterfølgende sker en udveksling af skatteprovenu fra grænsependlere, således at en del af provenuet - svarende til den kommunale skat - tilbageføres til det land, hvor den pågældende skatteyder bor.
Det skal endvidere bemærkes, at udligningssystemet indebærer, at kommunerne i et vist omfang bliver dækket ind for den lavere skatteindtægt – svarende til det fastsatte udligningsniveau.
I det nye system bliver udligningsniveauet i landsudligningen sat op fra de nuværende 45 pct. til 58 pct. Hertil kommer – som tidligere – hovedstadsudligningen og udligningen for ugunstigt stillede kommuner. Udligningsniveauet i hovedstadsudligningen i det nye system bliver på 27 pct. – svarende til et samlet marginalt udligningsniveau for hovedstadskommunerne på 85 pct. Udligningsniveauet i udligningen for ugunstigt stillede kommuner bliver på 32 pct. – svarende til et samlet marginalt udligningsniveau for disse kommuner på 90 pct.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at der fra 2007 vil være to kommuner, der grænser direkte op til Tyskland – Tønder og Aabenraa Kommuner. Begge disse kommuner er omfattet af udligningsordningen for ugunstigt stillede kommuner, dvs. med et marginalt udligningsniveau pÃ¥ 90 pct. Det generelle udligningssystem indebærer sÃ¥ledes, at disse kommuner kompenseres for 90 pct. at en eventuelt manglende skatteindtægt.Â
Eksempelvis vil en afskaffelse af den kommunale andel af skatten af begrænset skattepligtige for Aabenraas vedkommende indebære en nedgang i skatteindtægten på 27 mio. kr., men efter kompensation for afskaffelsen via bloktilskuddet og udligning vil kommunens nettotab blive reduceret til 1,5 mio. kr.
Regeringen er dog indstillet på at vurdere spørgsmålet om udgiftsbelastningen ved, at enkelte kategorier af indbyggere har ret til kommunale ydelser, men ikke er skattepligtige til kommunen. Vurderingen vil indgå i forbindelse med den planlagte vurdering af behovet for eventuelle ændringer af de socioøkonomiske kriterier i folketingsåret 2008-2009. Indtil da vil en kommunes nettotab efter udligning i forbindelse med denne omlægning kunne indgå i vurderingen af behovet for særtilskud. Behovet for særtilskud som vanskeligt stillet kommune vil ske ud fra en samlet vurdering af en kommunes situation, herunder også eventuelle tab på finansieringsreformen.