Folketingets Uddannelsesudvalg
I forbindelse med behandlingen af (L 183) Forslag til Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 9. maj 2006 stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 33:
â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 9. maj 2006 fra Fagligt Fælles Forbund, jf. L 183 - bilag 4 â€
Svar:
Henvendelsen fra Fagligt Fællesforbund (3F) vedrører både L 183 og L 184. Vedrørende L 184 henviser jeg til mit svar på spørgsmål 19.
Til de dele af henvendelsen, der vedrører L 183, kan jeg svare følgende:Â
3F opfordrer til, at der i L 183 indføres en bestemmelse om, at arbejdsmarkedets parter hver skal udpege en repræsentant til bestyrelsen for et VUC, idet parterne efter 3F’s opfattelse hidtil har spillet en væsentlig rolle i VUC’ernes indsats og har opbygget betydelige kompetencer på området.
Herudover finder 3F den manglende partsrepræsentation uheldig også set i relation til den styrkede indsats på voksen- og efteruddannelsesområdet, som er aftalt mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.
Jeg kan hertil bemærke, at det vil være usædvanligt og uhensigtsmæssigt at gennemføre 3F’s forslag om i loven at fastsætte en pligt for VUC’erne til at have to bestyrelsesmedlemmer, der skal være udpeget af arbejdsgiver- henholdsvis arbejdstagerorganisationer. Der gælder end ikke et lignende krav for sammensætningen af erhvervsskolernes bestyrelser.
I forbindelse med de politiske drøftelser af lovforslag nr. L 106, der er gennemført som lov nr. 590 af 24. juni 2005, er det aftalt mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, at der skal nedsættes obligatoriske uddannelsesudvalg ved hvert VUC.
Dette er foreslået videreført i lovforslagets § 28.
Det fremgår af lovforslagets § 28, at dette uddannelsesudvalg skal rådgive VUC’et i uddannelsesspørgsmål, og at udvalget blandt andet skal sammensættes af lokalt forankrede repræsentanter for arbejdsgivere og arbejdstagere, der skal være repræsenteret ligeligt i udvalget.
Det fremgår af bemærkningerne til § 28, at deltagelsen af lokalt forankrede repræsentanter for arbejdstagere og arbejdsgivere skal sikre en repræsentation af aftagere og brugere af VUC’ets tilbud i lokalområdet.
Sammensætningen af udvalget afspejler endvidere et ønske om på lokalt plan at give arbejdsmarkedets parter en aktiv rolle i forbindelse med udviklingen af VUC’ets uddannelsesudbud.
Jeg er derfor overbevist om, at parterne gennem de enkelte uddannelsesudvalg fortsat vil spille en betydelig rolle på området, herunder også i forbindelse med den styrkede indsats på voksen- og efteruddannelsesområdet.
I øvrigt kan jeg oplyse, at der med den foreslåede affattelse af bestemmelsen om kravene til bestyrelsens sammensætning og kompetencer er søgt en afbalanceret løsning på mange forskellige hensyn og ønsker, herunder ønsket om at gennemføre en styrkelse af bestyrelsesarbejdet i overensstemmelse med styringsanalysens anbefalinger.
Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.