Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 57 af 15. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

          ”Er det korrekt, at der er nogle domstole, som fremover forventes at skulle ansætte flere ikke-udnævnte dommere til at udføre arbejde, som i dag udføres af udnævnte dommere?”

 

Svar:

 

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra Domstolsstyrelsen, der bl.a. har oplyst følgende:

 

”I forbindelse med domstolsreformen er byretterne, bortset fra Københavns Byret, normeret ud fra en forudsætning om, at 60 % af de civile sager og straffesagerne behandles af udnævnte dommere, svarende til den fordeling af retsarbejdet mellem udnævnte dommere og øvrige jurister, der var gældende på landsplan i 2004. På nuværende tidspunkt behandles en noget større andel af sagerne ved visse byretter af udnævnte dommere, omvendt er der også byretter, hvor det er en mindre andel af sagerne, der behandles af udnævnte dommere.

 

Domstolsreformen vil medføre en udjævning af disse forskelle.

 

Det er korrekt, at dette vil betyde, at der ved visse retter må forventes at skulle ansættes øvrige jurister (ikke udnævnte dommere) til at udføre retsarbejde, der i dag udføres af udnævnte dommere. Omvendt vil det også betyde, at der ved andre retter må forventes at skulle udnævnes dommere til at udføre retsarbejde, der i dag udføres af øvrige jurister (ikke udnævnte dommere).”

 

Justitsministeriet kan henholde sig til Domstolsstyrelsens udtalelse. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 4 vedrørende lovforslaget.