Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 148 af 10. maj 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 10/5-06 fra Danmarks Rederiforening, jf. REU L 168 – bilag 38.”

 

Svar:

 

Henvendelsen vedrører den del af lovforslaget, der angår Sø- og Handelsrettens (Handelsrettens) kompetence. Det anføres, at det ikke bør være en betingelse for Handelsrettens kompetence i internationale sager, at sagens parter er af forskellig nationalitet, eller at sagen udspringer af en international transport, men det bør være tilstrækkeligt, at sagen involverer internationale regler eller danske regler, der bygger herpå, eller kræver indsigt i international handelspraksis.

 

Justitsministeriet har tidligere over for Retsudvalget kommenteret Danmarks Rederiforenings høringssvar, som indeholdt tilsvarende synspunkter, jf. besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 124 vedrørende lovforslaget. Som det fremgår heraf, er det Justitsministeriets opfattelse, at Handelsrettens kompetence i internationale sager ikke bør afhænge af, om retsgrundlaget er internationalt. Det bør således som udgangspunkt ikke gøre nogen forskel, om de regler, som en intern dansk sag skal afgøres på grundlag af, er rent danske eller gennemfører internationale regler. I begge tilfælde bør sagen som udgangspunkt behandles i byretten som første instans. En sag må derimod f.eks. anses for international og dermed omfattet af Handelsrettens umiddelbare kompetence, hvis anvendelse af internationale standardkontrakter indgår som et væsentligt element i sagen. Andre eksempler på, at sagens genstand i væsentlig grad er international, kunne – ud over de ovenfor nævnte tilfælde, hvor sagens parter er fra forskellige lande, eller hvor sagen udspringer af en international transport – være, at der er anvendt et udenlandsk skib ved en national søtransport, eller at danske skibe er kollideret i fremmed farvand.

 

På denne baggrund kan Justitsministeriet ikke tilslutte sig det ændringsforslag, som fremgår af henvendelsen.