Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 139 af 18. april 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 12/4-06 fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, jf. L 168 – bilag 30.”

 

Svar:

 

I henvendelsen til Retsudvalget har Foreningen af Statsautoriserede Revisorer gentaget de synspunkter, som fremgår af foreningens høringssvar over et udkast til lovforslaget. Efter foreningens opfattelse er det en afgørende forudsætning for brugernes og dermed i realiteten alle borgeres tillid til klagesystemet på skatteområdet, at alle sager i givet fald kan indbringes for Højesteret. Foreningen opfordrer derfor til at ændre lovforslaget, så alle skattesager fortsat behandles ved landsretten i første instans.

 

Som der nærmere er redegjort for i pkt. 3.2.1 (afsnit III) i lovforslagets almindelige bemærkninger, foreslås det i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag i betænkning nr. 1401/2001, at alle civile sager skal anlægges ved byretten i første instans uanset sagens karakter og sagsgenstandens værdi, og at byretten efter anmodning fra en part skal kunne henvise sagen til behandling i landsretten i første instans, hvis sagen er af principiel karakter. Byretten vil således fungere som ”indgangsinstans”, hvor sagerne sorteres og henvises til behandling dér, hvor det er mest hensigtsmæssigt i den konkrete sag.

 

Forslaget til en ændret instansordning skal bl.a. ses i sammenhæng med forslaget om at indføre mulighed for, at civile sager i byretten kan behandles med flere juridiske dommere ligesom i landsretten, og med, at der som følge af forslaget om at etablere større byretter med mindst 6-8 udnævnte dommere bliver mulighed for øget specialisering – f.eks. med hensyn til skattesager – blandt byretternes dommere.

 

Forslaget om en ændret instansordning bygger endvidere på det principielle synspunkt, at Højesterets centrale opgaver er at sikre retsenheden i landet og at træffe afgørelse i sager, som rejser spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller i øvrigt er af væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. Derimod bør den øverste domstols ressourcer som udgangspunkt ikke benyttes til at behandle sager, hvis udfald i det væsentlige afhænger af bevismæssige vurderinger, eller som angår retsanvendelse på områder, hvor de principielle retsspørgsmål allerede er afklaret.

 

Som anført i pkt. 3.2.1.2 (afsnit III) i lovforslagets almindelige bemærkninger er Justitsministeriet enig med Retsplejerådet i, at skattesager ikke adskiller sig fra andre forvaltningsretlige sager på en sådan måde, at de bør være undtaget fra den foreslåede nye generelle instansordning. Skattesager er meget forskelligartede både i kompleksitet og betydning, og derfor opnås den mest hensigtsmæssige håndtering i domstolssystemet også af disse sager ved en fleksibel ordning, hvor sagen alt efter sin karakter og eventuelle principielle betydning kan behandles ved byretten med én eller flere dommere eller ved landsretten med tre dommere. Behovet for specialkendskab til skatteområdet vil kunne opfyldes ved de foreslåede større byretter, hvor der som nævnt vil blive mulighed for specialisering blandt dommerne.

 

På den anførte baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke grundlag for at antage, at den foreslåede instansordning vil indvirke negativt på tilliden til klagesystemet på skatteområdet.