Tak for Deres brev af 30. marts 2006 om lovforslaget om en politi- og domstolsreform.
Justitsministeriet har forstået Dem således, at De finder det vildledende, at Justitsministeriet i besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 39 vedrørende lovforslaget om en politi- og domstolsreform har anført, at den merudgift, som en advokat med kontor i en by uden for hovedtingstedet i visse tilfælde vil kunne have i sammenligning med en advokat med kontor ved hovedtingstedet, i almindelighed må antages at være så forholdsvis begrænset, at det ikke i sig selv vil være afgørende for, i hvilket omfang parter vil efterspørge bistand fra advokater i lokalområdet.
Justitsministeriet skal hertil bemærke, at det fremgår af besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 39 vedrørende lovforslaget, at det pågældende udsagn angår advokatydelser generelt og ikke kun forsvarerbistand i forbindelse med straffesager. Udtalelsen drejer sig således om, hvorvidt der er grundlag for at antage, at hovedtingstedets placering vil være afgørende for, i hvilket omfang borgere og erhvervsvirksomheder mv. generelt vil efterspørge juridisk bistand fra advokater med kontor i lokalområdet – herunder rådgivning, der ikke vedrører en retssag.
De anfører, at det pÃ¥gældende udsagn ikke har â€forbindelse til virkelighedenâ€, idet De henviser til, at hvis f.eks. en advokat med kontor i Skjern skal møde ved den foreslÃ¥ede ret i Holstebro, mÃ¥ der for 2 timers rejsetid og 100 km’s kørsel pÃ¥regnes et honorar pÃ¥ 2 gange 1.350 kr. (ekskl. moms) samt ca. 300 kr. i befordringsgodtgørelse, dvs. i alt ca. 3.750 kr. inkl. moms, som sigtede eller tiltalte i en straffesag vil blive pÃ¥lagt at betale.
Som det fremgår af besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 39, vil det imidlertid inden for de foreslåede nye retskredse ligesom i dag være sådan, at en beskikket forsvarer i almindelighed ikke får godtgjort rejseudgifter ved møde inden for retskredsen, jf. retsplejelovens § 741, jf. § 336 c, stk. 2 (fra den 1. januar 2007 § 333, stk. 1, 2. pkt.). Efter det for Justitsministeriet oplyste ydes der i almindelighed heller ikke godtgørelse for en beskikket forsvarers rejsetid ved møde inden for retskredsen. En sigtet eller tiltalt, hvis beskikkede forsvarer f.eks. har kontor i Skjern, vil således i givet fald normalt ikke blive pålagt ekstraomkostninger i anledning af, at forsvareren møder ved den foreslåede ret i Holstebro. I de tilfælde, hvor der ydes godtgørelse for en beskikket forsvarers rejsetid (f.eks. ved møde uden for retskredsen), anvendes ifølge landsretspræsidenternes vejledende takster for salærer til forsvarere en timesats på 550 kr. ekskl. moms – ikke 1.350 kr.
De anfører endvidere, at det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at der har været gennemført forsøg med videoretsmøder to steder, og at dette efter Deres opfattelse er urigtigt.
Justitsministeriet skal hertil bemærke, at det i de pågældende bemærkninger (pkt. 6.2.1.3 (afsnit III)) er anført, at Direktoratet for Kriminalforsorgen, Domstolsstyrelsen og Rigspolitiet som led i flerårsaftalen for kriminalforsorgen for 2004-2007 har iværksat et forsøg, hvor varetægtsfængslede tilbydes at deltage ved anvendelse af videokommunikation i retsmøder om forlængelse af fængslingen. Det oplyses, at forsøget omfatter Københavns Byret, Vestre Fængsel og Nyborg Statsfængsel henholdsvis retten i Århus og Randers Arrest, og at resultaterne af forsøget til sin tid vil indgå i Justitsministeriets overvejer om, hvorvidt det i lyset af de væsentlige retssikkerhedsmæssige hensyn, der gør sig gældende, vil være forsvarligt at ændre reglerne således, at varetægtsfængslede ikke kan kræve at blive fremstillet i retten i forbindelse med forlængelse af varetægtsfængsling, hvis den fængslede har mulighed for at deltage i retsmødet ved anvendelse af videokommunikation. Forsøget er iværksat ved, at forskellige tekniske løsninger nu afprøves af de involverede myndigheder, men det er rigtigt, at der som følge af tekniske vanskeligheder med at opnå en tilfredsstillende kvalitet endnu ikke er gennemført videoretsmøder med varetægtsfængslede.
Folketingets Retsudvalg modtager kopi af dette brev.
/
                     Lene Espersen                                                                Lars Hjortnæs