<DOCUMENT_START>

Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 12 af 6. marts 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) (L 168).

 

Spørgsmål:

 

          ”Af lovforslagets almindelige bemærkninger side 88 og 89 fremgår den kommende arbejdsdeling mellem de forskellige ledere i politikredsens topledelse. Vicepolitidirektørens rolle er dog ikke beskrevet detaljeret i lovforslaget.

 

Ministeren bedes beskrive vicepolitidirektørens rolle og opgaver i den kommende ledelse i de enkelte politikredse. Kunne disse opgaver tænkes varetaget af andre i organisationen?”

 

Svar:

 

Det foreslÃ¥s, at vicepolitidirektøren skal være stedfortræder for politidirektøren, sÃ¥ledes at vicepolitidirektøren i dennes fravær har den øverste ledelse af politikredsen, jf. forslaget til retsplejelovens § 110, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 54). Som anført i lovforslagets bemærkninger vil vicepolitidirektøren samtidig være en del af politikredsens øverste ledelse sammen med politidirektøren, chefpolitiinspektøren, som skal lede varetagelsen af de politimæssige opgaver, og chefanklageren, som skal lede anklagemyndigheden. Vicepolitidirektøren vil sÃ¥ledes generelt skulle bistÃ¥ politidirektøren med varetagelsen af de overordnede ledelsesopgaver i politikredsen.

 

De nye politikredse vil være store statslige organisationer med mange hundrede ansatte, årlige budgetter på flere hundrede millioner kr. og betydelige administrative og driftsmæssige ledelsesopgaver. Varetagelsen af de økonomiske og administrative ledelsesopgaver, som decentraliseres til kredsene i medfør af reformen, vil således være en central opgave for politikredsens øverste ledelse, og det ligger i den forudsatte organisering af politikredsens øverste ledelse, at vicepolitidirektøren leder politikredsens overordnede administration, herunder i forhold til budgettering, personale, regnskab, it, indkøbsaftaler, intern service osv.

 

Vicepolitidirektøren vil således bl.a. skulle bistå politidirektøren med at tilrettelægge og gennemføre den løbende budgetstyring og resultatopfølgning mv. (controlling), med henblik på at sikre, at budgetterne overholdes, og at de mål- og resultatkrav, som efter lovforslaget fremover skal fastsættes af rigspolitichefen og rigsadvokaten, indfries og afrapporteres samlet for politikredsen. Hertil kommer de betydelige personaleadministrative opgaver, som tidligere blev varetaget centralt, og som fremover vil skulle varetages af politikredsene.

 

Som nævnt i lovforslagets bemærkninger er det efter Justitsministeriets opfattelse væsentligt, at den overordnede varetagelse af centrale økonomiske og administrative driftsopgaver som udgangspunkt sker samlet for hele politikredsen. Herved sikres det nødvendige overblik og helhedssyn i relation til alle politikredsens aktiviteter. Det er endvidere væsentligt, at varetagelsen af denne tværgående opgave får en selvstændig forankring i politikredsens øverste ledelse ligesom varetagelsen af kredsens politimæssige opgaver og anklagervirksomhed. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det således ikke være hensigtsmæssigt at placere ansvaret for politikredsens samlede administration og resultatopfølgning hos chefpolitiinspektøren eller chefanklageren, der som ovenfor nævnt vil have som hovedfunktion at varetage den meget betydelige opgave med at lede henholdsvis kredsens politimæssige virksomhed og kredsens anklagervirksomhed.

 

Der vil ud over de nævnte opgaver vedrørende den overordnede administration mv. være en række generelle opgaver af mere juridisk/administrativ karakter, som det efter Justitsministeriets opfattelse vil være naturligt at placere i en tværgående stabsfunktion under vicepolitidirektørens ledelse. Det vil bl.a. kunne være tilfældet med visse generelle opgaver vedrørende landsdækkende tværgående initiativer mv. vedrørende politiets og anklagemyndighedens virksomhed og/eller generelle forvaltningsmæssige spørgsmål mv., der angår alle dele af politikredsens virksomhed.