15. maj 2006
Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 30-35 (L 166), Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven (Tekniske foranstaltninger og revision af blankbåndsordningen), stillet af Folketingets Kulturudvalg den 8. maj 2006.
Spørgsmål nr. 30-35
(L 166) Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven
(Tekniske foranstaltninger og revision af blankbåndsordningen)
Skrivelse af 8. maj 2006
Svar til Folketingets kulturudvalg fra kulturministeren.
Spørgsmål nr. 34:
"Under henvisning til ministerens tilkendegivelser omkring, at alene lovlige kopier skal kompenseres, bedes ministeren redegøre for, om ulovlige kopier skader rettighedshaverne mindre end lovlige kopier?"
Svar:
Lovgiver har sat grænsen mellem lovlig og ulovlig kopiering bl.a. ud fra en vurdering af, hvor skadelig kopieringen må antages at være for rettighedshaverne. Fx har lovgiver vurderet, at kopiering på grundlag af et ulovligt forlæg er mere skadeligt end kopiering på grundlag af et lovligt forlæg. Derfor er det første ulovligt, mens det sidste er lovligt.
Det betyder også, at rettighedshaverne i loven får stillet kvalificerede midler i form af straf og erstatning m.v. til rådighed, når det gælder ulovlig kopiering, mens blankbåndsordningen dækker området for lovlig kopiering.