2. maj 2006
Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 16-27 (L 166), Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven (Tekniske foranstaltninger og revision af blankbåndsordningen), stillet af Folketingets Kulturudvalg den 24. april 2006.
Spørgsmål nr. 16-27
(L 166) Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven
(Tekniske foranstaltninger og revision af blankbåndsordningen)
Skrivelse af 24. april 2006
Svar til Folketingets kulturudvalg fra kulturministeren.
Spørgsmål nr. 27:
"Vil ministeren oplyse, hvorledes regeringen forestiller sig at styrke kulturerhvervet, såfremt blankmedieordningen reelt bliver udfaset?"
Svar:
Hvis der sker en udfasning af dvd’erne, følger det af lovforslaget, at rettighedshaverne vil blive kompenseret over finansloven.
Som det fremgår af lovforslaget, indeholder infosoc-direktivet en forpligtelse for medlemslandene til at sikre, at der ydes rettighedshaverne en rimelig kompensation for den kopiering, der sker til privat eller personlig brug. Det følger dog af direktivets art. 5, stk. 2, litra b, og betragtning nr. 35, at der ved fastsættelsen af den rimelige kompensation skal tages hensyn til, i hvor stor udstrækning der anvendes kopispærringer.
Som det fremgår af mit svar på spørgsmål nr. 15, påvirkes niveauet for kompensationen også af andre parametre, fx brugernes mulighed for lovlig kopiering og rettighedshavernes tab herved.