Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

København, den 21. marts 2006

Sagsnr.: 6148

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 1. marts 2006 anmodet om min besvarelse af følgende spørgsmål 2 i forbindelse med udvalgets behandling af lovforslag L 160 (forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme):

 

Spørgsmål 2:

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 26. januar 2006 fra Gruppen for Dyrevelfærd, jf. L 160 – bilag 3.”

 

Svar:

Gruppen for Dyrevelfærd finder for det første ikke, at lovforslaget har været sendt i høring hos de relevante organisationer. Gruppen finder dernæst, at lovforslaget vil have en række negative dyrevelfærdmæssige og miljømæssige konsekvenser, og endelig anføres det, at dyrene i dag har det frygteligt, og at forbruget af antibiotika er stigende til skade for befolkningen.

 

Når der som her er tale om en lovændring, høres som udgangspunkt alle de parter, der blev hørt over den oprindelige lov. Endvidere vil organisationer og personer, der har udtrykt ønske om at komme med på høringslisten til direktoratets lovforslag, blive hørt over lovforslaget. Dette sidste kan f.eks. ske ved tilmelding via direktoratets hjemmeside.

 

Samtidig med at lovforslaget blev sendt i høring, blev det offentliggjort på Høringsportalen www.danmark.dk og på direktoratets hjemmeside. Alle ministeriers lovforslag lægges på Høringsportalen. Formålet er at give offentligheden én digital indgang til lovforslag, bekendtgørelsesudkast m.m., således at der skabes mere åbenhed i lovgivnings- og høringsprocessen. Herved får også andre end de, der er direkte hørt om lovforslaget, mulighed for at kommentere forslaget, hvis de måtte ønske det. Det samme hensyn ligger bag offentliggørelsen af lovforslaget på direktoratets hjemmeside.

 

Lovforslaget indebærer ikke i sig selv ændringer i de tilladte størrelser for de enkelte husdyrhold, da forslaget alene indeholder en gentagelse af en tidligere hjemmel til, at ministeren efterfølgende kan fastsætte regler herom.

Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at forudsætningen for en ændring af de tilladte størrelser bl.a. er, at der udarbejdes en handlingsplan for dyrevelfærd og miljø på bedriften.

 

I handlingsplanen skal beskrives de tiltag, som landmanden agter at tage for at sikre en miljøvenlig drift samt dyrenes fortsatte trivsel på bedriften.

 

De præcise krav, der skal stilles i handlingsplanen, vil blive fastsat med udgangspunkt i en faglig udredning. Denne udredning skal foretages af en arbejdsgruppe med deltagelse af alle relevante myndigheder og organisationer.

 

Der bliver således ikke tale om at udvide størrelsen af husdyrholdet, før udredningsarbejdet er afsluttet, og de nærmere regler med betingelser for en udvidelse er udstedt.

 

Jeg mener derfor ikke, at der er grund til bekymring for hverken miljøet eller dyrevelfærden.

 

Dyrevelfærd samt sunde og gode fødevarer er områder, der er højt prioriteret i regeringen, og der er gennem årene taget en række tiltag med det formål at styrke dyrevelfærden og hindre medicinmisbrug.

 

Lovforslaget tilsidesætter ikke dette arbejde. Tværtimod vil vi kunne ende med nogle regler, der kan være med til at styrke dyrevelfærden yderligere i de store husdyrhold.

 

 

 

 

Hans Chr. Schmidt

 

 

                                                                             / Søren Sørensen