Efter andenbehandlingen af dette forslag blev vi gennem 3F's Nyhedsbrev af 20. marts 2006 gjort opmærksom på, at der måske, hvad angår EU og direktivet om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, kan være nogle problemer i det her forslag. Jeg citerer advokat Byrial Bjørst, som udtaler:
»Hvis loven om ret til fyringer af unge under 18 år bliver vedtaget, risikerer Danmark at få en lignende afgørelse imod sig.« - en afgørelse, som var blevet tilstedt Tyskland på grund af en regel, de havde, angående forskelsbehandling på grund af alder - »Det kræver blot en enkelt 18-årig, der anlægger sag, fordi vedkommende er blevet fyret på grund af sin alder.«
Det forklarede advokaten, og jeg vil derfor på den baggrund, før vi tager endelig stilling til dette lovforslag, bede beskæftigelsesministeren om at redegøre for, hvorvidt vi med hundrede procents sikkerhed vedtager en lov, som ikke er
i modstrid med principperne om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.