I Dansk Folkeparti finder vi det faktisk positivt, at der nu endelig sker en skærpelse af bødeniveauet i sager om overtrædelse af regler om lægemidler til dyr. Dansk Folkeparti er helt enig i det, der er beskrevet i forslaget, nemlig at man ikke længere skønner, at de bødestørrelser, som foreligger i dag, har den fornødne præventive effekt. Der er jo ingen tvivl om, at ulovlig brug af lægemidler til dyr hænger sammen med og på den måde indebærer en risiko for vores fødevaresikkerhed. Vi ved alle sammen, at vi desværre alt for tit har en debat om restkoncentrationer af antibiotika i dyr til slagtning. Denne overtrædelse har tidligere som udgangspunkt været straffet med en bøde på omkring 3.000 kr., tror jeg, det fremgår af lovforslaget, og det er jo et godt eksempel på, at det ikke har været effektivt nok, for vi har stadig væk tit debatten, desværre.
Vi ved alle sammen, at et uhensigtsmæssigt og for stort brug af antibiotika indebærer en risiko for udvikling af resistente bakterier og dermed også en reduktion af mulighederne for en senere effektiv behandling. Det kan yderligere udgøre en risiko for de personer, der lider af allergi over for antibiotika.
Som jeg kan forstå af lovforslaget, hæves bødeniveauet nu til det dobbelte, og det synes vi i Dansk Folkeparti er et godt signal. Så må vi se, om det hjælper denne her gang. Ellers må vi jo tage yderligere skridt i retning af at få erhvervet til at forstå, at vi sender et klart politisk signal om, at nu skal man tage det her alvorligt.
Følgende er også rigtigt beskrevet i lovforslaget:
Hvorfor skal levering af mælk med indhold af antibiotika over de fastsatte grænseværdier egentlig straffes lempeligere end levering af dyr til slagtning med restkoncentrationer af antibiotika? Det får man nu op på samme niveau, og det synes vi i Dansk Folkeparti kun er rimeligt.
Vi håber hermed, at dette initiativ simpelt hen kan medvirke til at forbedre den situation, som har været beklagelig.
Så er der et høringssvar fra Dyrenes Beskyttelse, som i forbindelse med dyrlægers overtrædelse, manglende omhu og samvittighedsfuldhed gør opmærksom på, at det ønskes præciseret, hvad der forstås ved et meget stort antal sundhedsrådgivningsaftaler. Man har fra Fødevarestyrelsens side skrevet, at man mener, at det allerede findes fyldestgørende beskrevet, jævnfør bemærkningerne til § 2, nr.
2. Men jeg vil egentlig give Dyrenes Beskyttelse ret i, at det bør præciseres, og det vil vi gerne ind på i den kommende udvalgsbehandling. Det bør faktisk beskrives, så vi alle sammen kan forstå det. Som det står nu, er det vist kun embedsmændene, som er meget godt inde i sagerne, der egentlig lige kan sige, at sådan er det. Det synes vi skal være lidt bedre, sådan at vi almindelige borgere også kan forstå det. Så har jeg gjort en bemærkning om, at ministeren sikkert også godt forstår det, men det er sikkert kun, fordi embedsfolkene har forklaret ham det. Så jeg synes simpelt hen, at vi skal have det præciseret. Men ellers kan jeg love ministeren og regeringen, at vi går konstruktivt ind i udvalgsarbejdet, således at vi kan få det her rigtig gode forslag igennem. Ministeren skal jo have ros, når det er godt, og det får han i dag fra Dansk Folkeparti. Det er et godt forslag, vi skal nok hjælpe til med, at det glider let igennem, så ministeren kan se, at det her kommer til at få den effekt, man ønsker, fra marts måned.