Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 8 af 16. februar 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Udvidelse af ordningen vedrørende fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol samt fratagelse af mulighed for udgang ved udeblivelse fra afsoning) (L 86).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes oplyse om muligheden for at foretage specifik evaluering af gruppen under 25. Herunder kortlægning af denne til anbringelse på bopælen under intensiv overvågning set i forhold til tidligere domme (recidiv) samt opfølgning på vilkårsovertrædelser og samarbejde mellem myndigheder.”

 

Svar:

 

”Fodlænkeordningen” vil blive evalueret, når den har været i kraft i nogle år, og evalueringen vil bl.a. omfatte en undersøgelse af recidivet (tilbagefald til ny kriminalitet) hos gruppen af dømte, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 25 år, og som meddeles tilladelse til strafudståelse på bopælen. Evalueringen vil endvidere bl.a. omfatte en undersøgelse af antallet af tilfælde, hvor strafafsoningen på bopælen afbrydes for denne gruppe af dømte på grund af vilkårsovertrædelser. En vurdering af samarbejdet mellem de involverede myndigheder vil også indgå i evalueringen.