Allerførst vil jeg gerne sige, at jeg da er ærgerlig over, at der har været en usikkerhed i ligningsvejledningen fra år 2000 til år 2002 om, hvilken status aktier, der er handlet på NASDAQ, har, for i perioden fra år 2000 til 2002 har det stået i det, der tidligere hed Told og Skats ligningsvejledning, at aktier handlet på NASDAQ var at betragte som værende børsnoterede aktier, hvor man så fandt ud af, at de kriterier, der bruges til at betegne aktier handlet på en markedsplads, som er børsnoteret, falder NASDAQ så at sige udenfor, og derfor ændres fortegnelsen.
Der er så nogle, der er kommet i tvivl om, hvorledes det skattemæssigt forholder sig med hensyn til aktier, der har været handlet fra år 2000 til 2002, set i lyset af, hvem der egentlig har det reelle ejerskab til NASDAQ osv. Derfor er denne diskussion kommet op og rejst på et tidspunkt, hvor der ikke fra vores side var nogen tvivl om, hvorvidt aktier handlet på NASDAQ ville være at betegne som unoterede aktier.
Det giver så den følgevirkning, at der kan være nogle personer, som tidligere har handlet aktier, som afhængigt af, om man skulle vurdere aktier handlet på NASDAQ som værende noterede eller unoterede, kan have henholdsvis fordel eller ulempe af den ene eller den anden vurdering.
Jeg er enig med spørgeren i, at det ikke er rimeligt at vedtage et lovforslag, hvor der er den form for usikkerhed. Derfor har jeg aftalt med de partier, der står bag forliget, at vi skal have nogle nye, klarere og bedre regler for den skattemæssige behandling af aktier. Jeg vil stille et ændringsforslag, således at de, der har handlet aktier, og de, som ejer aktier handlet over NASDAQ, får valgfrihed til at vælge, hvilken vurderingsform de ønsker deres aktier skal betragtes under, for dermed at få en afklarethed over, hvordan man kan fortolke aktier handlet på NASDAQ i forhold til de overgangsregler, som vi laver, netop for at beskytte aktionærer med små beholdninger af børsnoterede aktier, så de ikke kommer i klemme i forbindelse med overgangsreglerne.
Derfor vil der blive stillet et ændringsforslag til lovforslaget, der kan få afklaret den usikkerhed, der har været, en usikkerhed, som beklageligvis er dukket op på et meget sent tidspunkt, men som ikke er dukket op på hverken ministeriets eller ministerens foranledning.