Lovforslaget her er med til at rette op på en lovgivning, hvor den fortolkning, der har været af lovgivningen bl.a. i Ligningsrådet, det, der nu hedder Skatterådet, var anderledes end den, som regeringen havde som intention, dengang den oprindelige lov blev vedtaget. Derfor er hensigten med lovforslaget her sådan set at indføre den retstilstand, som vi ønskede, da vi først vedtog reglerne, og det er jeg glad for at der er et flertal i Folketinget der bakker op om.
Så er der nu her rejst to spørgsmål. Hr. Frode Sørensen spørger, om ikke det er et problem, at alle ansatte skal have medarbejderaktier for at komme ind under den her ordning, og hr. Per Clausen påstår, at problemet er, at ikke alle ansatte skal have medarbejderaktier. Altså, hr. Frode Sørensen siger, at problemer er, at alle skal have, og hr. Per Clausen siger, at problemet er, at ikke alle skal have. Så der må jo være en fejl i de to herrers opfattelse.
Sagen er, at hr. Per Clausen ikke har ret i opfattelsen af, hvad det her lovforslag går ud på, hvorimod hr. Frode Sørensen har ret i, at der er et hjørne om selskaber, som har filialer, eller som er en filial af et udenlandsk selskab, nemlig det krav, at vi med det her lovforslag siger, at for at komme ind under de her regler skal det være et tilbud, som gælder alle ansatte i selskabet, uanset om de er ansat i den danske afdeling eller den udenlandske afdeling.
Det er korrekt, at i en tid, hvor stadig flere selskaber bliver f.eks. europæiske selskaber, som et større pengeinstitut i Danmark planlægger at blive, ja, så kan der være en problemstilling i deres tradition med at give alle medarbejdere medarbejderaktier, idet de nu ved at blive et internationalt selskab bliver afskåret fra at kunne benytte dette her, fordi alternativet vil være, at de skulle give til alle koncernens ansatte også i andre lande.
Hvorvidt en sådan ændring, der giver mulighed for, at man kan nøjes med at tildele i ét land, vil være rimelig og økonomisk overkommelig, har vi ikke haft mulighed for at gå i dybden med i den tid, der har været til rådighed. Men den problemstilling, der ligger, for at sikre, at vi har en lovgivning, der giver alle ansatte i en virksomhed, der ønsker at tildele medarbejderaktier, mulighed for at få de medarbejderaktier, er så vigtig for regeringen, at vi vælger at gennemføre lovgivningen, som den ligger, og så vil vi prøve at kigge på de problemer og de ønsker, der har været rejst.
Til hr. Per Clausen vil jeg bare sige, at den forudsætning, som hr. Per Clausen havde for sit spørgsmål, ganske enkelt ikke er gældende. Det må være et andet lovforslag, hr. Per Clausen tænker på, og derfor er der ikke noget problem med at vedtage forslaget her.