Vi står jo med det her forslag på grund af en såkaldt afgrænsningsfejl, der er sket i Skatteministeriet. Vi er her, fordi skatteministeren kom til at inkludere cider og frugtvin og likør i betegnelsen alkoholsodavand, da der skulle indføres nye afgifter i forbindelse med finanslovaftalen for 2005.
Det er der som udgangspunkt ikke noget underligt i, for sådan er definitionen på alkoholsodavand faktisk. Det står meget klart i de bemærkninger, der var til lovforslaget sidste år. Der står, at definitionen på alkoholsodavand omfatter samtlige blandinger af maltøl, vin, frugtvin, herunder cider eller spiritus med ikkealkoholholdige drikkevarer som sodavand, kakaomælk, mælk, frugt- eller grøntsagssafter eller most eller vand. Begrebet dækker dermed alle blandinger af gærede, destillerede drikkevarer med ikkealkoholholdige drikkevarer, uanset om blandingen er kulsyreholdig eller ej.
Den her meget brede definition på alkoholsodavand har altså hele tiden været tilgængelig, og planen var så, at man efter tysk eller fransk forbillede vil finde vej ud af den brede definition, så det kun kom til at dreje sig om afgift på de alkoholsodavand, som vi kun kender alt for godt, og som faktisk minder om sodavand.
I øvrigt har man jo ønsket at få denne her afgift, og det syntes vi var flot, for at forhindre en for tidlig brandert hos Danmarks unge. Det ville man faktisk have kunnet gøre helt lovligt, men skatteministeren sov i timen, så der i hvert fald på papiret alligevel kom afgift på fru Jensens kirsebærvin. Det kan man så mene om, hvad man vil, det er menneskeligt at fejle osv., men der er tale om en klokkeklar fortielse, en ulovlighed, når ministeren efter at have opdaget fejlen alligevel undlader at opkræve afgiften på hele den brede varebetegnelse og undlader at informere det danske Folketing. Filosofien har åbenbart været klar. Det er i orden at handle ud fra, hvordan loven skulle have set ud, i stedet for ud fra, hvordan den faktisk ser ud. Vi står ikke med det her ændringslovforslag, fordi ministeren ser et problem i den nuværende lovgivning, for hvis det var tilfældet, må man jo gå ud fra, at reaktionen havde været lidt mere prompte. Nej, vi er her, fordi ministeren er blevet grebet i en ulovlighed, som der nu skal rettes op på. Vi håber med det her forslag i dag, og vil meget gerne give ministeren en kraftig henstilling om det, at den slags ikke gentager sig, og at ministeren fremover orienterer Folketinget meget tidligere, hvis det alligevel skulle ske, at man kom i sådan en situation. Vi er positive over for det her ændringslovforslag, og det er ikke, fordi vi er specielt begejstrede for kirsebærvin, men fordi vi bilder os ind, at landets ministerier skal overholde Danmarks love.