ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

15. marts 2006

 

Besvarelse af spørgsmål 35 ad L 52 stillet af Erhvervsudvalget den 1. marts 2006.    

 

 

 

 

 

Spørgsmål 35:

Da formuleringen af ministerens ændringsforslag til lovforslaget indeholder mulighed for fortolkninger, bedes ministeren venligst præcisere, om de etableringsomkostninger, som kunde og mægler aftaler (oftest 12 pct. af 1. års præmie), og som efter den af ministeren foreslåede ordning betales af forsikringsselskabet, kan afskrives løbende af forsikringsselskabet – uden at der foreligger en gældsforpligtelse for kunden, og uden at kunden har nogen forpligtelse ved selskabsskift.

 

Svar:

Mit ændringsforslag har til formål at sikre, at der ikke sker en skattemæssig forskelsbehandling af den mæglerbetjente kunde, i forhold til forsikringsselskabets direkte betjente kunder, når der tegnes pensionsforsikringer omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I.

 

Det fremgår af forslaget, at forsikringsselskabet skal indregne det mellem kunde og forsikringsmægler aftalte honorar i forsikringspræmien. Dette indebærer, at kontributionsprincippet også - såfremt andet ikke er aftalt - finder anvendelse herpå. Det betyder, at jo større honorar en kunde aftaler med sin mægler, desto større bliver omkostningsbelastningen på den pågældende kunde.

 

Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål 17 skal forsikringsselskaberne ved beregningen af de omkostninger, der er forbundet med at kunden skifter forsikringsselskab, overholde de gældende regler om, at der ikke - med mindre andet er aftalt - må ske omfordeling af betydelig økonomisk størrelse mellem de forskellige kundegrupper ud over, hvad der følger af de risikodækninger, der indgår i forsikringerne.

 

Dette princip om, at omfordeling af betydelig økonomisk størrelse ikke må ske med mellem de forskellige kundegrupper, gælder, uanset om forsikringerne er etableret gennem mægler eller ej. Det skal medføre en sammenhæng mellem de omkostningerne forsikringsselskabet har i forhold til den enkelte kunde og det omkostningsbeløb, der rent faktisk debiteres på kundens depot.

 

Bestemmelsen regulerer ikke, hvorledes det enkelte forsikringsselskab fordeler honoraret på forsikringspræmien over forsikringens beregnede løbetid. 

 

Forsikringsselskabet kan i denne situation anvende den samme praksis, som benyttes ved den løbende opkrævning af forsikringsselskabets egne omkostninger over forsikringspræmien, når kunden betjenes direkte af forsikringsselskabet.

 

Skifter en mæglerbetjent kunde herefter forsikringsselskab i "utide", pålægges kunden et flyttegebyr på samme måde, som når forsikringsselskabets direkte betjente kunde skifter forsikringsselskab.

 

Det stillede spørgsmål har sat fokus på, om der er den fornødne sammenhæng mellem forsikringsselskabernes afholdelse af omkostninger og fordelingen af disse på kundernes depoter.

 

Finanstilsynet vil derfor undersøge mulighederne for at præcisere kontributionsbekendtgørelsen, sÃ¥ der i højere grad er en tidsmæssig og beløbsmæssig sammenhæng mellem forsikringsselskabernes afholdelse af omkostninger og fordelingen af disse pÃ¥ kundernes depoter. Arbejdet vil i første omfang blive koncentreret om etableringsomkostninger, herunder honoraret til forsikringsmæglerne.

 

Den i lovforslaget angivne mulighed for, at forsikringsselskabet kan lånefinansiere kundens honorar til forsikringsmægleren, er ikke relevant, når kunden tegner pensionsforsikringer omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I.

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk