Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

17. november 2005

 

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 4 (L. nr. 38 - bilag 8), tilskud til ikke-kommerciel lokal-tv-virksomhed, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 9. november 2005.

 

 

 

Brian Mikkelsen

 


Spørgsmål nr. 4

(L. nr. 38 - bilag 8), tilskud til ikke-kommerciel lokal-tv-virksomhed

Skrivelse af 9. november 2005

 

Svar til Folketingets kulturudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål nr. 4:

 

"Vil ministeren redegøre for, hvordan den nye tilskudsordning for lokal-TV-stationer sikrer, at det økonomiske tilskud til små lokal-TV-stationer med få sendetimer ikke forringes, når basistilskuddet forsvinder? Der henvises til KUU alm. del – bilag 8."

 

Svar:

 

Kulturministeriet har den 11. november 2005 sendt et udkast til bekendtgørelse om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed i høring. Bekendtgørelsen vedrører bl.a. tilskud til lokal radio- og fjernsynsproduktion. Udkastet blev fremsendt til udvalget til orientering den 16. november 2005.

 

Det fremgår af bekendtgørelsesudkastet, at det er tanken, at der som i dag kun kan ydes driftstilskud til ansøgere, der har en bred kontakt til lokalsamfundet. Som hidtil ydes der tilskud til maksimalt 15 timer pr. uge til lokalradiovirksomhed og 3 timer pr. uge til lokal-tv-virksomhed. Tilskudsbeløbet til én lokal-tv-time svarer som hidtil til det tilskudsbeløb, der ydes til 5 radiotimer. Begrundelsen herfor er, at tv-programproduk-tion er væsentlig mere bekostelig end radioprogramproduktion. Det samlede tilskud til en station beregnes på grundlag af stationernes selvstændige programproduktion, dvs.  de timer, hvor der sendes egenproducerede udsendelser. Genudsendelser indgår ikke i beregningsgrundlaget.

 

Når Radio- og tv-nævnet har modtaget alle ansøgninger, opgøres det samlede antal støtteberettigede timer for alle ansøgerne, idet én tv-time som anført ovenfor vægtes med faktor 5. Det derved fremkomne timetal divideres op i bevillingen, og tilskudsbeløbet til den enkelte radio- og tv-station beregnes. Det betyder, at Radio- og tv-nævnet ikke kan melde en fast timesats ud til stationerne på forhånd, idet timesatsen vil afhænge af antallet af stationer, der godkendes til tilskud i det pågældende år, og det samlede antal sendetimer, som indgår i beregningsgrundlaget.

 

Lovforslaget betyder, at lokal-tv-stationerne kan opleve et ændret tilskud i forhold til i dag. Forenklingen af tilskudsordningen medfører nemlig, at de enkelte lokale stationer – alt andet lige – vil modtage et højere tilskud, fordi puljen er af samme størrelse som hidtil samtidig med, at de særlige tilskud til medieskoletjenestevirksomhed og uddannelse er afskaffet. Puljen er desuden ikke længere opdelt i driftstilskud, som blev tildelt de tilskudsberettigede stationer efter objektive kriterier, og programtilskud, som blev tildelt efter konkret vurdering. Fremover ydes der alene et generelt tilskud – beregnet på grund af antal sendetimer – til programvirksomheden.

 

 

For så vidt angår henvendelsen fra Korup Lokal TV (Alm. del bilag 8) henvises til mit svar af 24. oktober 2005 på spørgsmål nr. 8.