Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
København K
Sendt per mail
Aalborg, den 14. december 2005
Til lovforslag L 38 – Betænkning af den 8. december 2005 over Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og medieansvarsloven
Det er med stor forundring, Sammenslutningen af Lokale Radio- og TV-stationer, SLRTV, der repræsenterer ca. 100 ikke-kommercielle lokale radio- og TV-stationer fordelt over hele landet, er blevet bekendt med ovennævnte betænkning og de deri foreslåede ændringer til lovforslag L 38.
SLRTV vil gerne præcisere, som vi har givet udtryk for i vores høringsskrivelse hhv. til det foreslåede lovforslag og det deraf følgende udkast til bekendtgørelse, begge udsendt i høring af Kulturministeriet, at vi ikke kan anbefale de foreslåede lovændinger og deres administrative konsekvenser.
Den nu foreslåede ændring i Kulturudvalgets bekendtgørelse af 8. december 2005 kan SLRTV hverken forstå eller på nogen måde anerkende. At der ud af den i forvejen reducerede pulje skal tages særligt hensyn til handicap-tv og studenterradio og –tv samt til højskoler der evt. laver mediekurser er ganske enkelt dræbende for de resterende ikke-kommercielle radio- og tv-stationer.
Med hensyn til at netop højskoler skal have mulighed for at søge uddannelsestilskud forstår vi ikke, al den stund at samme mulighed ikke åbnes for f.eks. SLRTV, der nu gennem ca. 5 år har drevet Den Mobile Medieskole, der er et tilbud til SAMTLIGE ikke-kommercielle lokale radio og tv-stationer om undervisning på dét tidspunkt og i dét enme der passer den enkelte station bedst. Et tilbud der nu må stoppe pga. L38.
Hvad angår Tv for handicappede og Studenter-medierne er vi lige så uforstående overfor, hvorfor netop disse medier skal have en særstilling. Generelt kan siges, at samtlige SLRTV’s medlemsstationer tilgodeser mediesvage grupper, herunder også handicappede og unge. Ved at favorisere de to nævnte stationstyper fordeler man så at sige kun elendighederne. De øvrige stationer kommer til at betale for denne favorisering. Det er for SLRTV helt uacceptabelt at bestemte stationer således favoriseres, fordi det skævvrider mediebilledet endnu mere end L38 i sin oprindelige form gjorde. De nævnte stationer findes primært kun i storbyerne og dermed risikeres, at mange af de ikke-kommer-cielle lokale stationer i mindre lokalsamfund må lukke pga. forrringet økonomi. Det giver ikke meget plads til hverken borgerinddragelse, styrkelse af det lokale demokrati og folkestyre for ikke at nævne noget så væsentligt som public service og public access.
SLRTV skal derfor så kraftigt som der er os muligt advare mod, at den foreslåede ændring i Kulturudvalgets betænkning af 8. december 2005 vedtages. Det er slemt nok i forvejen.
Et andet aspekt, der gør sig gældende, er hele det administrative koks L 38 har forårsaget.
Radio- og TV-Nævnet har, af tidsmæssige årsager, udmeldt efterhånden temmelig modsatrettede orienteringsbreve til de ikke-kommercielle lokale stationer. Bl.a i kvitteringsskrivelse af 29. september 2005 lovet, at alle ansøgere får svar på deres ansøgning inden udgangen af 2005, i brev af 15. november 2005 at annoncere en ny ansøgningsprocedure og runde med forventet svar i marts 2006. Samt at drifttilskuddet til den enkelte station i 2006 vil komme til at udgøre ca. 129.000,- per station – forudsat bestemte kriterier. Intet af det ovennævnte kommer til at holde stik. Derudover kommer så hele den administrative problematik omkring forlængelse af sendetilladelserne.
SLRTV vil derfor nu anbefale, at L 38 helt forkastes og at Folketinget tager den fornødne tid til at få et nyt medieforlig på plads i løbet af 2006. Et forlig, der kan indeholde de i tillægsaftale nr. 3 af den 17. juni 2004 foreslåede ændringer, hvis det absolut skal inkorporeres. Det er intet mindre end lovsjusk, at denne tillægsaftale, der nu har 18 måneder på bagen, skal hastes igennem Folketinget på denne facon – især fordi der under alle omstændigheder skal forhandles et nyt medieforlig på plads i det kommende år.
Så hvis partierne bag betænkningen virkelig mener andet end mundsvejr med, at det er vigtigt, at de ikke-kommercielle medier forstsat gives mulighed for at virke i deres lokalsamfund, at mediesvage grupper skal have en mulighed for at blive hørt, at den nye kommunalstruktur kræver et forum for borgerinddragelse – bør de samme partier tage hele dette lovforslag af bordet.
Venlig hilsen
Gitte Thomsen
sekretariatsleder