Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

2. november 2005

 

 

På baggrund af det aflyste samråd vil jeg gerne forud for førstebehandlingen af L 38 om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og medieansvarsloven (Ny lokalradio- og lokal-tv-ordning, forhøjelse af strafferammen for pirateri m.v.) orientere Kulturudvalget om en række forhold vedrørende fremtiden for ikke-kommercielt lokal-tv.

 

Regeringen og Dansk Folkeparti indgik den 17. juni 2004 en tillægsaftale til medieaftalen om ny administrativ struktur på lokalradio- og lokal-tv-området, ny lokal-tv-ordning og ny tilskudsordning.

 

Tillægsaftalen indeholder følgende punkter af betydning for ikke-kommercielt lokal-tv:

·         Alle lokal-tv-sendemuligheder udbydes samlet af Radio- og tv-nævnet med krav om regionale nyhedsudsendelser og evt. andre programmæssige krav, som mÃ¥tte blive fastlagt. Tildeling sker ved skønhedskonkurrence eller auktion.

 

·         Der skal senere tages stilling til, om der skal afsættes en særlig tv-kanal til græsrods-tv i København.

 

·         Tilladelse til ikke-kommercielt lokal-tv udstedes af Radio- og tv-nævnet til ”vinduer” pÃ¥ de ovennævnte sendemuligheder.

 

·         De gældende ”must carry”-forpligtelser for sÃ¥ vidt angÃ¥r lokal-tv afskaffes.

 

·         De lokale radio- og fjernsynsnævn nedlægges, og administrationen af lokalradio- og lokal-tv-omrÃ¥det overgÃ¥r til Radio- og tv-nævnet.

 

·         Tilskudsordningen forenkles, sÃ¥ledes at der fremover kun ydes én slags tilskud, der kan anvendes til delvis finansiering af driften. Tilskud ydes fortsat til stationer, der har bred kontakt til lokalsamfundet.

 

Tillægsaftalen er udmøntet i det lovforslag, som jeg fremsatte for Folketinget den 27. oktober, og som skal førstebehandles den 4. november 2005.

 

Tillægsaftalens punkt om samlet udbud af lokal-tv-sendemulighederne mener jeg er overhalet af beslutningen om stop for analogt tv i 2009, da den, der erhverver lokal-tv-sendemulighederne, kun vil få rådighed over sendemulighederne i ganske få år. Det er dog noget, vi inden længe skal drøfte i  aftalekredsen.

 

Lovforslaget betyder i praksis, at den gældende lokal-tv-ordning videreføres, idet der er lagt op til, at de gældende lokal-tv-tilladelser forlænges. Lokal-tv-stationerne vil således ikke opleve en forskel i forhold til deres gældende tilladelsesforhold. Forlængelsen skyldes, at der skal skabes en rimelig overgang til digitalt tv, når der slukkes for analog tv-sending i 2009. Lovforslaget betyder heller ikke ændrede forhold for Kanal København, der ifølge lovforslaget vil få sin tilladelse forlænget som alle andre stationer, hvis tilladelser udløber, og som ønsker at fortsætte programvirksomheden.

 

Lokal-tv-stationerne kan dog opleve, at fællesantenneanlæggene som følge af ophævelsen af ”must carry” for lokal-tv kan vælge ikke at fordele lokal-tv til de tilsluttede husstande. Langt de fleste ikke-kommercielle lokal-tv-stationer i Danmark sender allerede i dag i et vindue på TvDanmarks sendeflade, der i praksis fordeles i langt de fleste fællesantenneanlæg. I det omfang TvDanmark fordeles, fordeles ”vinduerne” således også.

 

Puljen til støtte af ikke-kommercielt lokal radio og tv nedsættes ikke. Lovforslaget betyder dog, at lokal-tv-stationerne kan opleve et ændret tilskud i forhold til i dag. Forenklingen af tilskudsordningen medfører nemlig, at de enkelte lokale stationer – alt andet lige – vil modtage et højere tilskud, fordi puljen er af samme størrelse som hidtil samtidig med, at de særlige tilskud til medieskoletjenestevirksomhed og uddannelse er afskaffet. Puljen er desuden ikke længere opdelt i driftstilskud, som blev tildelt de tilskudsberettigede stationer efter objektive kriterier, og programtilskud, som blev tildelt efter konkret vurdering. Fremover ydes der alene et generelt tilskud – beregnet på grund af antal sendetimer – til programvirksomheden.

 

Spørgsmålet om lokal-tvs fremtid på længere sigt indgår i de kommende medieaftaleforhandlinger, hvor vi blandt andet skal drøfte anvendelsen af de digitale sendemuligheder.

 

Det er regeringens hensigt at offentliggøre sit oplæg herom først i 2006 og at indbyde alle Folketingets partier til at deltage i forhandlingerne.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Brian Mikkelsen