Fra: Ebbe Lilliendal Jørgensen [mailto:[email protected]]
Sendt: 24. november 2005 20:31
Til: Troels Christensen; Tina Nedergaard; Søren Krarup; Martin
Henriksen; Margrethe Vestager; Kirsten Brosbøl; Ellen Trane Nørby; Christine Antorini; Carsten Hansen; Carina Christensen; Britta Schall Holberg; Bjarne Laustsen; Bente Dahl; Anne-Mette W. Christiansen; Anne Baastrup; Allan Niebuhr
Emne: Dansk Friskoleforening og L31
Kære Uddannelsespolitiker
I Dansk Friskoleforening er vi fortsat meget optaget af tilskuddet til friskoleforældres befordringsudgift.
Bertel Haarder har i svar til
Uddannelsesudvalget (spg. 2 L31, som der er henvist til i svaret på spg. 3
L31 fra Dansk Friskoleforening) pointeret, at der nu er tilvejebragt
økonomisk grundlag for en tilskudsordning. Denne baserer sig på en pulje, som
ud fra en beregningsteknisk forudsætning regner med en maksimal udgift på 150
kr. pr. elev pr. måned og 300 kr. pr. familie pr. måned. Den oplyste bevilling
på 13,6 mio. kr. kan imidlertid ikke sikre disse betalingsgrænser, som i øvrigt
er blevet udmeldt på forskellig vis.
Fordelingssekretariatets regnskabsdata for skoleåret 2003/04 (seneste endelige opgjorte tal) viser, at det kræver 19,4 mio. kr. i 2003-niveau, hvis hensigten er at sikre forældrene et betalingsloft på 150/300 kr. Danmarks Statistik opgør prisudviklingen på personbefordring. Prisindex er steget fra 118,6 i 2003 til 131 i 2005. Med denne prisudvikling bør puljen være på 21,4 mio. kr. for indeværende skoleår (2005/06).
Det tyske mindretals egen befordringsordning, som er aftalt i forliget om FFL06 til 2,2 mio. kr. skal fordeles efter retningslinier, som forlods beskærer værdien af den samlede bevilling for de øvrige skoler. Denne bevilling samt 1,1 mio. kr. til befordring af syge og invaliderede elever skal indgå i regnestykket, når man skal vurdere størrelsen på den nye bevilling. Os bekendt har ministeriet ikke foretaget en beregning, der dokumenterer den totale bevilling, hvis de udmeldte forudsætninger skal kunne opfyldes.
Det er afgørende, at man anvender den rette beregningstekniske metode, hvis ministerens målsætning om et betalingsloft i udgangsåret skal holde. Vi appellerer derfor til, at der foretages fornyede beregninger i samarbejde med Fordelingssekretariatet i Slagelse, som ligger inde med alle relevante data.
Dansk Friskoleforening tager den politisk besluttede besparelse til efterretning, og vi vil ikke protestere for protestens skyld. Men det er problematisk, når der udmeldes forudsætninger, som ikke kan holde i virkeligheden.
I Dansk Friskoleforening er det fortsat vores opfattelse, at der bør foretages en grundig analyse, som reelt ligestiller friskoleforældre med forældre i folkeskolen. Det kræver, at man får identificeret det beløb, som kommunerne i dag sparer ved ikke at have befordringsudgifter til elever på frie grundskoler. Hvilket de ville have haft efter gældende regler, hvis eleven havde gået i distriktsskolen.
Vi står gerne til rådighed for yderligere oplysninger.
Med venlig hilsen
Ebbe Lilliendal Jørgensen
Landsformand f/Dansk Friskoleforening
Løjt Søndervang 30, 6200 Aabenraa
Telf: 74618316
Mobil: 21723380
Mail: [email protected]
www.lilliendals.dk