Undervisningsministeriet
Institutionsstyrelsen
Institutionspolitisk kontor II
Att. fuldmægtig Hanne Traberg
Frederiksholms Kanal 25
1220 København K.
Mail: [email protected]
København, den 16. september 2005
Vedr. høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v.
Tak for den fremsendte høring oven ovennævnte forslag, som angiveligt skal sikre en harmonisering af befordringstilskuddet mellem folkeskolen og den frie grundskole.
Vi skal indledningsvist gøre opmærksom på, at det nuværende driftstilskud til den frie grundskole beregnes på baggrund af en opgørelse af udgifterne i folkeskolen – udgifter, der ikke omfatter kommunale udgifter til elevbefordring, hvorfor dette forslag ikke er et udtryk for harmonisering af de økonomiske vilkår mellem folkeskolen og den frie grundskole.
Der er tale om et ensidigt bortfald af befordringsbevillingen til elever på frie grundskoler, et bortfald, der vil få konsekvenser for en meget stor gruppe af børn og forældre på vores skoler, både på land og i by – på små og store skoler.
Vi finder denne forskelsbehandling stærkt kritisabel og stridende mod de fundamentale ideer bag det frie skolevalg.
Vi finder endvidere ikke, at den foreslåede videreførelse af befordringsbevilling for syge og invaliderede elever kombineret med den foreslåede forøgelse af fripladsmidlerne er nogen rimelig kompensation for tilskudsbortfaldet på befordringsområdet.
Der er således ikke tale om en harmonisering mellem to skoleformer, men om en klar favorisering af folkeskolens elever og forældre.
En reel harmonisering vil forudsætte:
1. At der foretages en landsdækkende opgørelse af de kommunale udgifter til befordring af elever til distriktsskolerne (det drejer sig om befordring, hvor kilometerafstanden udløser kommunal betaling, eller hvor kommunens betalings udløses af trafikfarlig vej).
2. At der foretages en opgørelse af de kommunale tilskud til forældre der vælger anden skole end distriktsskolen.
3. At summen af kommunale tilskud under pkt. 1 og 2 bliver tilskudsudløsende med en koblingsprocent på 75 og udgør det beløb der sikrer, at den offentlige og den frie skole ligestilles på området befordring af elever til og fra skole.
4. At ovennævnte beløb, der skal sikre harmonisering mellem udgifterne i de to sektorer, medtages på finanslov 2006 og herefter på finanslovene fremover.
5. At der på finansloven for 2006 sker der en afsnøring af det fremkomne beløb, der derefter kunne være til anvendelse af Fordelingssekretariatet til udbetaling til befordringsformål efter principper besluttet af Fordelingssekretariatets bestyrelse (altså en videreførelse af den kendte befordringsordning i en reduceret form).
Fællesrådet finder det af stor betydning af den kommunale kontering fremover sker på en sådan måde, at de kommunale befordringsbeløb på grundskoleområdet entydigt kan identificeres. Samtidig bør der ske en ændring i bestemmelserne om beregningsgrundlaget for tilskud til frie grundskoler, således at kommunale udgifter til disse formål fremover indgår i skolernes tilskudsgrundlag. Indtil denne indregning får gennemslag i tilskuddet til de frie grundskoler bør der, på baggrund af kvalificeret stikprøveberegninger, fastsættes et overgangstilskud.
Fællesrådet kan for nærværende ikke tage stilling til lovforslagets nr. 5 og foreslår, at hele lovforslaget afventer ændringsforslag til Finanslovsforslaget.
Med venlig hilsen
Per Kristensen, formand