Undervisningsministeriet

September 2005

 

 

Notat om høringssvar på udkast til

Forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v.

(Befordringsordning)

 

I. Generelt

 

Lovudkastet blev den 26. august 2005 sendt til høring hos 7 myndigheder, organisationer m.fl. med høringsfrist den 16. september 2005.

 

Lovudkastet er offentliggjort Høringsportalen.

 

Af de syv hørte parter har fem afgivet høringssvar ved høringsfristens udløb.

 

Høringsliste med angivelse af, hvem der har svaret, er indsat nedenfor som bilag 1.

 

II. Væsentlige bemærkninger til lovforslaget

 

Generelt

 

Frie Grundskolers Fællesråd (FGF), Dansk Friskoleforening (DF) og Frie Grundskolers Lærerforening (FGL) er meget utilfredse med lovudkastet. De finder, at lovforslaget ikke skaber harmonisering, men forskelsbehandling.

 

Skoleforeningerne finder forskelsbehandlingen stærkt kritisabel og stridende mod de fundamentale ideer bag det frie skolevalg og er en klar favorisering af folkeskolens elever og forældre. De mener, at folkeskolens befordringsudgifter bør indgå i det tilskudsgrundlag, hvoraf de frie grundskoler får en procentuel andel. FGF anfører hertil bl.a., at der bør ske en landsdækkende opgørelse af kommunale udgifter til befordring af elever både til distriktsskolen og til anden folkeskole. Dette beløb bør så blive tilskudsudløsende for de frie grundskoler med en koblingsprocent på 75. Af det herefter fremkomne beløb skal afsættes et beløb, som Fordelingssekretariatet skal fordele efter principper, som sekretariatet selv fastsætter.   

 

DF anfører, at hvis det er et politisk krav at fjerne befordringstilskuddet, burde ændringen ske gradvis og med samtidig indførelse af en rimelig lovgivning, der ikke fjerner elevgrundlaget for et antal skoler. Desuden betyder lovudkastet en klar favorisering af folkeskolens elever og forældre.

 

Bemærkninger:

 

Forslaget fastholdes. Der er ikke tale om forskelsbehandling for så vidt angår elevernes mulighed for at opnå tilskud til befordring, når der vælges en anden skole end distriktsskolen. Det er rigtigt, at lovforslaget indebærer en forskel i adgangen for befordringstilskud for elever i distriktsskolen i forhold til friskoleelever. Den samme forskel gælder imidlertid allerede i forhold til folkeskoleelever uden for distriktsskolen.

 

Hvis de frie grundskolers driftstilskud bliver forhøjet ved at de kommunale befordringsudgifter indgår i beregningsgrundlaget, vil eleverne i frie grundskoler generelt blive stillet bedre end folkeskoleelever, der har valgt en anden skole end distriktsskolen. Derudover vil det betyde betydelige merudgifter for stat og kommuner.

 

Ministeriet er ikke enigt i, at der er behov for en overgangsordning.    

 

Bemærkninger til enkelte punkter i lovudkastet

 

Nr. 5. Skolerne kan af egne midler yde befordringstilskud.

 

DF anfører, at formuleringen af den foreslåede hjemmel for skolerne til at give befordringstilskud vil indebære, at skolerne ikke længere kan oprette egne busruter.

 

DF mener også, at begrundelsen i lovbemærkningerne om, at kommunalbestyrelserne efter egen beslutning kan yde tilskud til befordring til andet end distriktsskolen, burde forudsætte en ændring af friskolelovens § 23. DF anfører ”I folkeskolen vil en kommunal beslutning om at påtage sig en ekstra befordringsforpligtelse ikke berøre midlerne til undervisning, mens den frie grundskole kun vil kunne finansiere elevbefordring ved at spare på undervisningen. Med sammenkoblingen til den forhøjede fripladsordning er der ganske vist peget på en forhøjet forældrebetaling, men denne vil på et betydeligt antal skoler skulle hæves over folks betalingsevne.” 

 

Bemærkninger:

 

Lovbemærkningerne er ændret sådan, at det fremgår, at det fortsat skal være muligt for skolerne at have egne busruter.

 

Ministeriet finder ikke, at der er behov for ændring af friskolelovens § 23. Bestemmelsen angiver udtømmende de tilskud, som kommunalbestyrelserne må give til frie grundskoler. Kommunalbestyrelserne kan fx yde tilskud til nedbringelse af skolepenge og derved indirekte medfinansiere befordringsudgifterne.     

 

 

 


                                 Bilag 1

 

 

Oversigt over høringssvar vedrørende

Udkast til Forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v.(Befordringsordning)

 

 

HØRINGSPARTER

HØRINGSSVAR

 

 

JA

Bemærkninger

NEJ

 

Frie Grundskolers Fællesråd

x

Ja

 

 

Dansk Friskoleforening

X

Ja

 

 

Frie Grundskolers Lærerforening

X

Ja

 

 

Rigsrevisionen

X

Ingen

 

 

KL

 

 

X

 

Københavns Kommune

x

Ingen

 

 

Frederiksberg Kommune

 

 

X