Jeg er i den helt usædvanlige situation, kan jeg jo forstå, at jeg kender forslaget, vældig godt endda, og hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg jo været sat ind i det af denne fremragende forelæggelse, som Venstres ordfører lige har foretaget, så jeg kan faktisk gå direkte til vurderingen af det set med socialdemokratiske briller. Jeg kan godt afsløre, at konklusionen bliver, at vi også kan støtte forslaget.
Der er jo tale om en implementering, som vi så smukt kalder det, af et direktiv, og det er gjort netop på den fine og rigtige måde, at vi foretager nøjagtig de ændringer, som skal til for at bringe dansk lovgivning inden for den ramme, som direktivet indeholder.
Det er så i modsætning til forventningen fra Foreningen af Auktionsledere i Danmark. Den vil gerne have, at man flytter dansk ret så meget, at vi ikke alene kommer inden for EF-direktivets ramme, men at vi går helt over til den anden side nøjagtig uden at komme ud på den anden side. Det havde været en uklog implementering set med Socialdemokratiets øjne, og jeg er glad for, at det også har været det synspunkt, der har været lagt til grund fra regeringens side.
Der er jo nogle enkelte ændringer. Vi mener, at den lille prisregulering af undergrænsen på de 2.000 kr. til 300 euro - hvis man er god med den lille kugleramme, vil man kunne regne sig frem til, at det er godt og vel 2.000 kr. - faktisk er en rimelig og rationel prisregulering fra 1996, hvor loven om følgeretsvederlag i dansk ret blev vedtaget her
i Folketinget. Det at underlægge sig direktivets degressive skala, også loftet, betyder ikke meget for den samlede ordning, som den hidtil har udfoldet sig i Danmark. Men det er selvfølgelig sådan, at der vil være kunstnere, som vil opleve, at de får et mindre følgeretsvederlag, end de ellers ville have fået efter de danske regler. Det vil være meget få, og det er nogle af de kunstnere, som vil få meget høje priser for deres kunstværker, og derfor er det som helhedsbetragtning til at leve med, da vi også ser, at direktivet sikrer noget andet, nemlig at kunstnere, uanset hvor de sælger deres kunstværker i EU, i modsætning til tidligere takket være direktivet vil være sikret følgeretsvederlag i alle lande. Vi synes også, at det er en fornuftig afvejning, og det skyldes en ting, som afslører det drama, der ligger bag. Det tror jeg ikke så mange kender til, og det var derfor, jeg kom med min indledning om, at jeg kender det her lovforslag bedre end de fleste, fordi jeg var minister på det direktiv, som ligger bag. I modsætning til forhandlingen her i salen, som jeg vil forudse bliver en forholdsvis stilfærdig debat uden afgørende politiske grøftegravninger, kan vi sige, at sådan forløb det ikke, da direktivet blev vedtaget. Det er et af de mere dramatiske direktiver, hvor Storbritannien markedsførte et veto, hvilket jo er en meget dramatisk situation. Det er der, hvor et land siger: Her har vi afgørende nationale interesser på spil, som vil gøre, at vi vil modsætte os en direktivvedtagelse. Så langt kom det ikke, fordi vi andre jo har det synspunkt i forhold til EU, og det er et af de smukke træk ved EU, at vi, hvis der er lande, der har særlige problemer, så prøver i fællesskab at finde løsninger, der betyder, at alle lande faktisk kan se sig inden for den fælles ramme. Det er historien bag den degressive skala og loftet. Det gjorde, at Storbritannien kunne være med, og at man kunne få en fælles følgeretsordning. Det er faktisk samlet set et fint resultat for europæiske kunstnere, og derfor kan vi kun medgive vores fulde støtte, men synes, at det var værd at fortælle en lille smule om det internationale drama, der lå bag.