For at jeg ikke skal komme fra det, vil jeg lige sige til hr. Lars-Emil Johansen, at når regeringen laver aftaler, så står vi ved dem. Sådan er det. Det gælder også bloktilskuddet.
Ellers må jeg spørge, hvad indtryk man får af den debat, vi har haft ved førstebehandlingen. For ikke så længe siden var jeg i den situation, at jeg kunne få indtryk fra nogle af verdens brændpunkter om, hvordan situationen egentlig var i helt aktuelle brændpunkter, og jeg vil sige, at da jeg gik derfra og blev spurgt, hvad det så er for problemer, vi har i Danmark, så ville jeg egentlig ikke være bekendt at nævne dem, når jeg så, hvad det er, de slås med udeomkring.
Jeg er lidt bedre stillet i forhold til EU-kollegaerne. Der kan jeg bedre sige, hvordan det går i Danmark, hvis jeg gør det meget afdæmpet en enkelt gang; man skal ikke gentage det, for de forstår ikke, hvordan vi kan gå op i den problematik, vi har i Danmark, i forhold til det, som de rent faktisk slås med af langt større udfordringer.
Og helt svært bliver det i virkeligheden for mig at sidde her i dag, for uanset om man sidder på en stol her i Folketingssalen, så er man jo også dansk borger, det må man jo tilstå. Man siger nogle gange: Jamen et er dem, der sidder
i Folketinget, men sandheden er jo, at vi er borgere alle sammen, og på et eller andet tidspunkt oplever vi jo også verden udenfor, selv om arbejdet her til tider sluger noget tid. Og jeg må sige: Jeg sad og blev så glad, altså, jeg synes, det er fantastisk at være i et demokrati, et folkestyre, hvor så mange vil gøre så meget godt. Jeg har jo ikke hørt andet end alt det gode, man vil gøre. Det synes jeg er imponerende, det må jeg sige. Fred og ro og fordragelighed, jamen, jamen, jamen det er jo helt utroligt. Det er lige så utroligt som den velfærdsaftale, som vi
- 158 mandater i Folketinget - jo indgik her i juni måned om temaer, som i deres indre altid vil give anledning til uenighed og splid i almindelighed, men i virkeligheden er aftalen baseret på, at man skaffer en platform for fremtidens velfærd i Danmark. Uanset om det er en socialdemokratisk ledet regering, liberal-borgerlig regering, eller hvad det måtte være, ja, så er man sikret en platform, man kan føre politik på. Sagt sådan lidt aktuelt i forhold til gårsdagens begivenheder i Reykjavik i Island har man i virkeligheden etableret en grønsvær af høj karat til at spille fodbold på, uanset hvem der spiller. Jeg må sige, at jeg stadig er lidt betaget af, at det overhovedet er muligt, og det er selvfølgelig en cadeau til alle dem, der deltog.
Der var så også nogle, der ikke deltog. Det har jeg egentlig også stor forståelse for. Jeg har aldrig brudt mig om lande, hvor der ikke var en opposition, det må jeg sige. Jeg tror, man får det bedste frem i regeringer ved, at der er en opposition. Og jeg synes, vi har en god opposition, det må jeg sige. Jeg synes ikke, der er noget, der skal laves om på.
Selv der, hvor man har noget af det bredeste overhovedet, er der plads til nogle, der alligevel kan bide os lidt i haserne. Der er plads til hr. Villy Søvndal - med et smil på læben - der fortæller om, hvor forfærdeligt det er
i Danmark: Uanset hvad der sker, så har det aldrig været værre. Og der er plads til Enhedslisten, som med en vis revolutionær ballast er i stand til at have en indgangsvinkel og alligevel få nogle udsagn, der ender, synes jeg, i nogle sådan rimelig humanistiske synspunkter, som vel på delområder godt kan forene i hvert fald ... mit problem er, at jeg er gennemført humanist, og det giver en vis sværhedsgrad. Men jeg vil sige, at der skal altså være en opposition. Det gælder så også debatten i dag. Jeg synes egentlig, det har været en rimelig afdæmpet førstebehandling indtil nu. Ja ja, se, hr. Jens Peter Vernersen er allerede klar. Nu bestemmer jeg jo ikke, om han skal have ordet, det er jo formanden - og tak for det. Men det er egentlig, synes jeg, meget, meget hjælpsomt. Så egentlig har vi startet, synes jeg, det nye folketingsår med den førstebehandling, der så ligger, før året egentlig starter, på en ganske fornuftig måde. Men der er noget, der måske afskærer nogle i partimæssig henseende. Når man siger, at alle vil noget godt, så er det jo sådan, at det er på forskellige baner og i forskellige stræk. Og hvorfor gør man ikke det hele? Der må jeg jo sige, at det, der er regeringens dilemma, er, at vi som udgangspunkt har et ønske om at være ansvarlige. Altså, hvordan sikrer vi, at de goder, vi har, og de goder, vi gerne vil tildele os alle sammen i fremtiden, også bliver vedvarende? Altså, at vi ikke har situationer, hvor man træffer beslutninger her og nu, som rent faktisk giver en kortvarig glæde, fordi vi ikke har et grundlag i Danmark for over tid at fastholde et velfærdssystem på nogle niveauer, som vi så måske har vænnet os til på kort sigt? Den ansvarlighed er jo så det, der måske afskærer nogle fra at være med i aftaler, fordi man mener, at der skal være sådan et lidt revolutionært tilsnit. Det er den idé med, at man nok kan gøre det godt for nogle, men så er der andre, der skal have det mindre godt, i stedet for den tankegang, at ønsket egentlig til stadighed er at gøre det bedre for alle grupper i samfundet step by step. Det kan godt være, det tager lidt længere tid, til gengæld er det en vedvarende og stabil proces. Sådan er det jo også, når vi tager det om kommuneaftalerne, som jo har optaget en del af taletiden, og siger: Hvad er det egentlig, der foregår? Har vi skåret ned? Jeg vil sige, at det bliver så en del af øvelsen for dem, der gerne vil være med i en finanslovaftale at forholde sig til:
Jamen er det så niveauet for 2001, man går ud fra og siger, at der lægger man noget ovenpå? For det må det vel være, hvis det skal have mening, at man skal tilbage til det, det var, det høje niveau. Eller hvad? Eller er det blot, at når man har skåret ned, så vil man fylde lidt op igen på den nedskæring, der har været? Det må man jo finde ud af, for man må jo have et fælles udgangspunkt for at kunne sige: Hvad er det, vi bygger oven på fundamentet? Jeg vil blot sige, at det fundament, der ligger her i finanslovforslaget, når det gælder serviceområderne, er jo altså et løft på 31 mia. kr. i faste priser i forhold til det, der var gældende i 2001. Jeg synes, det kræver nogen dristighed at mene, at det, at man giver flere penge, ikke betyder mere velfærd. Det må jeg sige. Egentlig bliver jeg sådan lidt pikeret over, at man siger, at hvis man tildeler flere midler til dem, der er offentligt ansat, så giver det ikke mere velfærd. Jeg synes egentlig, det er en ejendommelig nedvurdering, at det ikke skulle være muligt. For hvis der er nogen, der mener, at pengene ikke er leveret, så må jeg sige, det kan vi altså påvise i budgetter og regnskaber og statens regnskab. Midlerne er leveret. Man kunne være fristet til måske hvert år at gøre det mere visuelt, så kommunerne kommer og afhenter de statslige midler i Finansministeriet. Det er selvfølgelig - vil jeg sige til hr. Thulesen Dahl - på det punkt lettere, at det kun bliver 98, der så skal komme. Man kunne jo have måske 10 om dagen, så er det en seance, som går over knap 10 dage, og så ser man legitimation og får en kvittering, og så udleverer man pengene. Så undgår vi den debat om, hvorvidt pengene er leveret, for jeg nægter at tro på, at de ikke er modtaget. Det kan ikke være rigtigt, for så ville vi i virkeligheden her have et røveri, som jo ikke har set sin lige noget andet sted. Jeg tror helt sikkert, at de penge, der er afsendt, også er modtaget.
Jeg tror også, de er omsat, for jeg tror, at offentligt ansatte er præcis lige så dygtige som privat ansatte. Jeg tror ikke, der er nogen forskel, uanset hvem der er arbejdsgiveren. Jeg tror, at ønsket om at bruge sit talent, ønsket om at bruge sin uddannelse er nøjagtig lige så stort, når man er offentligt ansat, som hvis man er privat ansat.
Derfor glædede jeg mig også over at se en meningsmåling
i Jyllands-Posten, som avisen har iværksat, hvor man har spurgt 3.000 offentligt ansatte, om de var tilfredse, og 92 pct. af dem sagde, at de var tilfredse. Det er selvfølgelig et dristigt udsagn, men jeg noterer mig blot, at det er lidt groft, at man så forsøger at postulere, at alle offentligt ansatte egentlig er utilfredse, når et spørgeskema viser noget andet. Jeg vil sige om de tal, at de jo kommer for dagen, når vi skal forhandle. Hvad er det egentlig for niveauer, vi taler om? Hvor er det, man ligger? Hvad har løftet været? Og hvis man spørger til det, så kan jeg godt for svarene, der vil komme, fortælle alle tallene - vi kender dem jo - om der er flere offentligt ansatte, om der er færre, om der er flere voksne til at passe børn under 1 år på børnepasningsområdet, eller om der er færre voksne pr. barn. Vi kan jo godt gå alle tallene igennem. For også her viser det sig, at pengene er omsat. Uanset hvor mange demonstrationer der har været på Slotspladsen herude i den periode siden november 2001, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen har været statsminister - i øvrigt for to regeringer - så har jeg altså ikke set, at der har stået så mange som det antal, der bliver opereret mere end i 2001:
Niveauet er løftet med 96.000 flere operationer om året. Se det for jer! Det er jo sådan, det er gået, når man taler om:
Hvad er så det offentlige forbrug? Det er jo altså omsat i løft, det er omsat i forbedringer, det er omsat i flere hænder i ældreplejen. Det er omsat i, at der er en større stigning i antallet af ansatte i ældreplejen end stigningen i antallet af pensionister. Så det er altså omsat i service, i det, der hedder borgernær service. Der er nogle, der har sagt: Jamen der er jo ikke styr på de offentlige udgifter, det kan man læse i aviserne - der er ikke styr på de offentlige udgifter. Det kan for så vidt være rigtigt, men lad os gå ned i tallene - det skal man jo. Regeringen satte sig i 2001 det mål, at nu ville man tilstræbe, at hele den vækst, der er mulighed for i et moderne, dynamisk markedsstyret samfund, skal gå til borgernær service, altså at det, der omsættes over de offentlige systemer, skal gå til borgernær service, og på statens eget område ville man forsøge at holde et uændret niveau, altså i faste priser. Er det nået? Nej, det er det ikke, for når vi gør tallene op, så har vi haft en vækst på minus 0,2 pct. Men det er så tæt på, man kan komme, vil jeg til gengæld sige; det er ramt så præcis, som man kan. Men hvor har væksten så været? Ja, den har været i kommuner og amter. Nogle siger, at det er ½ pct. vækst om året, man skal have. Det hører vi også nu: at der er ½ pct. vækst. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Den gennemsnitlige vækst, der har været i kommuner og amter i perioden fra 2001 til 2005, er 2 pct. Det er altså en vækst på 2 pct. Så kan man sige: Er det så mere end det, der var aftalt med kommunerne? Ja. Betyder det, at I ikke har fulgt 2010-planen? Nej. For hver eneste aftale, vi har indgået med kommuner og amter i regeringsperioden efter 2001, og de finanslove, der efterfølgende har været fremlagt i samme år, har fuldstændig flugtet med 2010-planen. For aftalen, der dækker i år, de kommunale budgetter for i år og finansloven for i år, dækker det fuldstændig den samlede vækst på ½ pct. Dækker det så for næste år? Ja. Jeg er blevet spurgt:
Har I forladt 2010-planen? Nej, det har vi ikke. Vi har stadig en aftale med kommunerne og med de nye regioner, der sammen med det finanslovforslag, vi har lagt frem, giver en vækst på ½ pct. - fuldstændig. Oven i det har vi så lagt det, der er skabt gennem finansieringsdelen, altså den velfærdsaftale, vi har lavet. Der er plads til yderligere ½ pct., og derfor vokser det offentlige forbrug næste år fra ½ til 1 pct. Men den halve procent, vi lægger oveni, er altså til forskning, det er til efteruddannelse og til videreuddannelse, det skal sikre, at
95 pct. af alle unge får en uddannelse, og at mere end 50 pct. får en videregående uddannelse. Der er afsat store beløb
- 3 mia. kr. - i en pulje til at forebygge nedslidning. Så jeg vil blot sige, at det er det eneste, der for så vidt ligger, ud over styringen.
Jamen er det så rigtigt, at man har nået nøjagtig de procenttal i vækst i årene 2002, 2003, 2004 og 2005? Svaret er nej. Hvorfor ikke? Fordi kommunerne har brugt flere penge, end de har aftalt med regeringen. Jeg blev spurgt: Hvordan kan det være? Og der er jeg nødt til at sige, at finansministeren altså ikke sidder i 271 byråd - hvis nogen tror det - og beslutter budgetterne eller fordelingen inden for prioriterede områder, og det er heller ikke min agt at gøre det i de 98 nye kommuner her efter den 1. januar 2007. Hvorfor ikke? Fordi KL siger: Vi går ind for rammestyring; kan vi ikke være enige om, at den danske model er den, at vi aftaler de samlede rammer, og så lader I være at blande jer i, hvordan kommunerne bruger pengene? Det er budskabet. Jeg er principielt enig. Det er også mit udgangspunkt, at man har et kommunalt selvstyre, at man har en ramme, og så fordeler kommunerne selv pengene. De aftaler har vi indgået.
Derfor er jeg også glad for i dag at se, at KL's formand som KL's formand kommer med et indlæg, hvor han jo siger, at de står bag aftalen. Der er nogle, der forsøger at give indtryk af, at KL ikke står bag aftalen. Han siger her og slår fast: Vi står bag aftalen. Og dernæst siger han, at den aftale, vi har indgået, sikrer, at den service, vi har i år, også kan fortsætte næste år, endda også med det øgede antal elever i folkeskolen og det løft, der er ønsket på ældreområdet. Det er hans budskab, og det er jo det, der svarer til en rammeaftale.
Så spørger man: Hvem er det, der egentlig angriber selve den rammeaftaletankegang? Svaret er, at det først og fremmest er Folketinget. For på den ene side siger man jo, at vi skal fastholde rammesystemet, og på den anden side spørger man:
Hvorfor er pengene brugt, som de nu engang er? Hvorfor er der
i X-købing tale om, at man har foretaget én prioritering og brugt penge på ét område, og hvorfor mangler man penge på et andet område? Se, det spørgsmål kan man jo ikke stille, hvis man går ind for rammestyring, men det skred har fundet sted her i salen fra det første tidspunkt, hvor regeringen sammen med Dansk Folkeparti leverede 500 mio. kr. mere til ældreområdet over rammen, da kom kravet: Vi vil se helt præcis, hvad de penge er gået til i de enkelte kommuner. Så man kan ikke både have rammestyre, overlade beslutningen til byrådene og bagefter forlange, at Folketinget skal fortælle, hvordan pengene er brugt i den enkelte kommune, og hvorfor de er brugt sådan. Sådan fungerer det ikke. Enten har man rammestyre og kommunalt ansvar, eller også har man detailstyre og regeringsansvar - og Folketingets. Sådan hænger det sammen. Der er for så vidt ikke nogen mellemløsning. Og jeg er bare nødt til at sige til alle dem, der spørger, hvorfor det går sådan i X-købing, at det, jeg holder mig til, er, at vi har én aftale med det samlede kommunale landskab, og det er KL's bestyrelse, der står bag aftalen. Det er det, vi forholder os til, og så sikrer vi, at der er penge nok. Se, det, der giver den store sværhedsgrad - hvad alle herinde vel også ved - er, at der aldrig har været noget tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsesmedlemmer har været udsat for en opgave af det omfang, vi ser nu, for det kører på flere ledder. Altså, alene dette overhovedet arbejdsmæssigt at magte, hvad det vil sige at lægge kommuner sammen. De kulturer, der har været i forskellige kommunalbestyrelser, selv om de har været tæt på hinanden geografisk, kan være vidt forskellige. De regler og systemer, man har haft i administrationen, kan være vidt forskellige. Dette overhovedet at lægge det sammen er en mammutopgave, hvor man må spørge: Hvem gør egentlig hvad hvornår? Altså den proces, der er i gang. Man skal altså have det overblik som byrådsmedlem og samtidig se på: Hvad er det så for opgaver, vi får udefra? Ét er de opgaver, vi har kendt, men hvad er det i øvrigt, Folketinget har henlagt til kommunalbestyrelsen? Hvad er det, amterne tidligere har beskæftiget sig med, og som vi nu har ansvaret for? Overhovedet at få det overblik, vil jeg sige, er jo i virkeligheden en udfordring, som ikke ligner det, man hidtil har haft som ansvarsområde i det kommunale selvstyre. Man er nødt til at erkende, at det er en svær opgave. Det, der gør det endnu sværere, det politisk vanskelige, er, at vi jo i fællesskab har haft den forståelse, at man ikke skal gentage 1970-problemet, nemlig at på et år steg udgifterne fuldstændig, om jeg så må sige ukontrollabelt; den største stigning, den største vækst nogen sinde i det offentlige konsum fandt sted i 1970, for da gik man fra de godt 1.300 sognekommuner til 275 kommuner, og så var bevægelsen den, at når man gik sammen, skulle man op på det højeste serviceniveau, som det enkelte sogn havde haft. Derfor var der en stor forståelse i de drøftelser, vi har haft med KL, for, at vi var nødt til at finde et system, hvor man jo ikke, fordi man går sammen kommunevis, kan gå op på det højeste niveau, som hver enkelt kommune har haft på hvert eneste område, for de har jo prioriteret forskelligt, de har valgt at bruge midlerne forskelligt.
Så derfor har forståelsen i måden at tænke på været:
Jamen det bliver jo en ny kommune, og så må det niveau, der er i den nye kommune, afspejle et vægtet gennemsnit af de kommuner, der går sammen. Det er en svær proces, for det vil betyde, at der, hvor der er flere kommuner, der går sammen, er der nogle af de gamle kommuner, der på delområder kommer til at reducere i deres niveau, men der skal man bare huske, at det, de reducerer i én kommune, får en borgergruppe så i den nye kommune, hvor de nu er fælles, i serviceløft. Der er ikke én krone, der går ud af den nye kommune, men der er en omfordeling inden for den nye kommune. Så hvis nogle mener, at de mister noget, så er der nogle andre i den samme kommune, der får et serviceløft - som hr. Kristian Thulesen Dahl i øvrigt ganske rigtigt forklarede. Men det er en meget svær proces, for det er klart, at de, der konstaterer, at der er noget, der reduceres, det er dem, man hører fra, men de, der får pengene, hører man ikke fra.
Men den proces har vi erkendt at man skal igennem. Det er så en engangsøvelse, den er jo væk den 1. januar 2008, for der har man det fælles niveau. Der er der jo ikke tale om, at man inden for samme kommune kommer til at opleve niveauforskydninger. Det er sådan set løst.
Det, der så gør det rigtig svært, er, at vi i regeringen jo samtidig har lovet på et tidligere tidspunkt, at vi ville gennemføre en udligningsreform, og vi har altid vidst, at man jo ikke går ud og siger: Det er meget let, og det er en ren vindersag, det er faktisk noget af det, man burde have gjort for længe siden. Hvorfor ikke? Nej, for det danske samfund er skruet sammen på en sådan måde, at den ene halvdel af landets kommuner mener, at de afleverer for meget, og den anden halvdel mener, at de modtager for lidt, og derfor er det meget, meget svært her at finde et middeltal. Det har vi vidst hele tiden.
Men vi var båret af en idé om, at det ideelle sigte må være, at alle nye kommuner er i stand til at tilbyde en rimelig service til deres borgere, altså et udgangspunkt, hvor der er en fælles platform, man kan vise sin duelighed på, men hvor man fundamentalt i virkeligheden har sikret, at der er en økonomi til at give en rimelig service, at man kan have en god skole i Jylland, at man kan have en god skole på Sjælland, at jyden kan blive opereret på sygehuset, lige så vel som sjællænderen kan blive opereret på sygehuset, altså ud fra, at på en eller anden måde lever vi i samme land og måske også har samme ret til egentlig at forvente de samme ydelser, når vi kommer i de situationer, hvor vi har brug for hjælp fra hinanden. Det indgår jo i udligningsomlægningen.
Derfor var det, man gjorde, jo, at man hævede udligningen efter sociale kriterier. Det er sådan set forklaringen. Og den højeste grad af solidaritet er jo i virkeligheden, at man siger: Jamen hvad er det så, man løfter efter? Det er sociale kriterier.
Hvis nogen tror, at det betyder, at der er fuld udligning, så må jeg sige: Nej, det betyder det ikke. For fuld udligning ville man have, hvis Danmark var én kommune. Det beder jeg bare om at man tænker over de steder, hvor man beklager sig over udligningen. Hvordan ville det se ud, hvis Danmark havde været én kommune, hvor man havde lige præcis den samme kommuneskatteprocent og havde det samme serviceniveau? Er man så sikker på, at kommuneskatten ikke havde været lidt højere i Hørsholm? Er man sikker på, den ikke havde været lidt højere i Gentofte? Er man sikker på, at nogle af serviceniveauerne ikke havde været lidt lavere, hvis det var én fælles kommune? Jeg tror, man ville komme frem til, at det kunne være, at det forholdt sig sådan.
Derfor vil jeg blot sige, at det var en nødvendig politisk øvelse, hvis man har et ønske om, at de nye kommuner får en platform for at tilbyde deres borgere et grundlæggende serviceniveau i henhold til de love, som Folketinget har vedtaget, hvor de har pligt til at levere ydelser. Det er jo det basale. Og vi har jo også kunnet fortælle dem alle sammen, at sådan er vilkårene.
Så vil jeg bare kvittere over for Det Radikale Venstre, som jo altid har en vis trang til det at piske sig selv. Det nærmeste, man kommer det, er vel, når man ser muslimske optog, hvor blodet sprøjter; jeg tænker nogle gange på De Radikale dér, det religiøse ufortalt, men der er nok et drivtømmer. For det viste sig jo, at der kunne vi regne med De Radikale med hensyn til det principielle. Så der vil jeg også godt her kvittere for, at det kunne lade sig gøre, så der blev en bredere forståelse for den udfordring, vi stod med.
Så er der nogle, der sige: Jamen det er jo så til gengæld skattestoppet, der er skyld i, at kommunerne har et problem. Og der må jeg blot sige: Det er ikke kommunerne, der betaler skattestoppet.
Det er muligt, når vi nu skal forhandle finansloven, at det kan komme til at gå op for en bredere kreds, at det er statskassen, der finansierer skattestoppet. I princippet ville kommunerne ikke have én krone mere til rådighed, selv om der ikke var noget skattestop. Og hvorfor ville de ikke det? Svaret er det enkle, at det, vi aftaler i kommuneforhandlingerne med Kommunernes Landsforening, ikke er skattestoppet, nej, det, vi aftaler, er, hvor mange udgifter vi har råd til at afholde i Danmark over tid. Så vi har aftalt de samlede udgifter efter devisen: Hvor mange penge bruger vi i år? Og så ved vi godt, at det ikke er nok for danskerne, og så lægger vi lidt oveni til næste år. Det, der så måtte mangle ved uændret skat, uændret skatteprocent, uændret grundskyldpromille, uændret dækningsafgift for erhvervsejendomme, uændret forældrebetaling - endda med den nedsatte forældrebetaling - leverer statskassen.
Det er f.eks. fra næste år 9,5 mia. kr., der afleveres fra statskassen for at sikre balancen. Det vil sige, at det, de selv har i skatteindtægter og betaling plus de 40 mia. kr.
i bloktilskud løfter vi yderligere med 0,5 mia. kr., for så er der balance mellem aftalte udgifter og indtægter. Der må man forstå, at hvis de selv kunne hæve skatten, så ville det være statskassen, der sparede pengene, for så fik de bare tilsvarende mindre i balancetilskud, for det, vi styrer efter, er udgifterne. Det skal man bare forstå. Så er der nogle, der siger: Jamen hvordan skal det fordeles mellem kommunerne? Der har princippet hele tiden været vedrørende skattestoppet, at vi ikke blander os i, hvad skatteprocenten er i den enkelte kommune. Sådan er det undtagelsesvis ikke i det her skifte fra 271 kommuner til 98, for det ville næsten være en ubærlig opgave at levere til byrådene at fastsætte den ny skatteprocent, så egentlig har det været en hjælp at sige: Nu låser vi så lige skatteprocenten i den øvelse, hvor man går fra små kommuner eller flere kommuner til færre kommuner - og så ophører det igen. Men selv underliggende er det sådan, at en kommune i vækst tilsvarende har lov, når den opgør sit beskatningsgrundlag, at indregne, at det er vokset, i den skatteberegning, der rent faktisk skal foretages. Så vil jeg sige om det generelle, at hvis man holder aftalen inden for rammen, blander vi os jo overhovedet ikke i, hvilken vækstprocent den enkelte kommune har - overhovedet ikke. For vi har ikke nogen aftale med den enkelte kommune; vi har en aftale med kollegiet. Det vil sige, at der er den bevægelighed inden for det her landskab, at man selv må finde ud af: Hvem er det egentlig, der har fået flere penge end andre, hvordan deler man det op, og hvem har brug for at have en større vækst på udgiftssiden end andre? Den frihed ligger der, og jeg siger blot igen, at beskeden til mig er: Lad være at blande jer. Hvis man mener, at det er regeringens ansvar, hvordan man fordeler pengene, jamen så må vi jo tage det ansvar. Jeg vil bare advare imod det i balancegangen med hensyn til, hvilket råderum der er, for KL bliver ved at fastholde, at de ikke ønsker det, og det ved kommunerne også godt. Så hvis vi skal have ansvaret for, hvordan man fordeler pengene, ja, så er vi tvunget til at tage ansvaret og beslutte - og det er så for hver enkelt kommune. Det er jo egentlig det, som hr. Kristian Thulesen Dahl har nævnt, og som jeg heller ikke tror at hr. Thulesen Dahl mener er det optimale, for det er at fastholde det princip, at vi ønsker at rammestyre og ønsker den maksimale del til kommunerne. Ud over det har man talt om lejerne, og der har været meget retorik. Der vil jeg sige til hr. Frank Aaen, at det ikke er et stilbrud, når man sådan siger, at vi stjæler nogens penge og giver til andre; det anfægter mig ikke. Jeg synes, at det giver lidt kolorit. Det er ligesom på de store generalforsamlinger; der er én aktionær, når der er generalforsamling i A.P. Møller, som bruger sin ene aktie; det giver kolorit, og det hører jo med til den fri udfoldelse
- ikke et forkert ord om det. Men lad mig gå ned i den mere seriøse del om det der med at stjæle. Hvis Socialdemokrater gør brug af det - og det gjorde hr. Jan Petersen - vil jeg blot sige, at jeg tror, det er en opfattelse af sådan en førstebehandling, som er lidt historisk, at nu skal der nok siges noget, for jeg har jo også oplevet, at der ellers er en ansvarlighed i Socialdemokratiet. Man kan så gå ned i det og sige: Hvad er det så for noget? Altså, hvad er det egentlig, vi gør? Og igen historieløshed. Nu jeg ved godt, at jeg tidligere har talt om Saxo, og hvad man kan gå tilbage og finde på hans tid, men man behøver ikke gå længere tilbage end til Stauning i 1933, hvor der jo var en Stauning-radikal regering. Jeg forstår godt, at der ikke var det samme modsætningsforhold, og det skyldes simpelt hen, at man kan huske sin historie, går jeg ud fra. Lige siden 1933 har der været talt om etablering af en finansieringsfond for det fremtidige boligbyggeri, og det blev så gentaget også efter krigen - der var jo et mellemspil, hvor man af gode grunde i lovgivningsarbejdet beskæftigede sig med andre ting - hvor man, da man genoptog det i 1945, sagde ved gennemgangen af 1933-lovgivningen: Det offentliges støtte til boligforeningerne bliver på denne måde et led i en større plan, hvorved det sociale byggeri til sin tid vil kunne komme til at hvile i sig selv gennem de midler, der opspares - altså udamortisering. Det var altså en genfortælling af det, som man have vedtaget under Stauning i 1933.
Det blev så ført op, da man etablerede Landsbyggefonden, og det var i 1967, og det var jo under hr. Jens Otto Krag. Og der ved jeg godt, at han sagde, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, men jeg tror ikke, at han mente, at det skulle gælde alt det, man overhovedet beskæftigede sig med i Socialdemokratiet.
Hvad var det så, man sagde i 1967, hvor fonden blev oprettet med det erklærede formål at nyttiggøre midlerne til finansiering af det almene byggeri? Der sagde man: En øget selvfinansiering af det almennyttige byggeri vil mest hensigtsmæssigt kunne ske gennem en central organisation, der kan fremskaffe midlerne fra selskaber overalt i landet og anvende dem til finansiering af byggeri hvor og i det omfang, der er behov for det.
Det blev så gentaget i 1999, hvor bygge- og boligministeren var fru Jytte Andersen fra Socialdemokratiet. Her står der i virkeligheden noget om forudsætningen samt de spørgsmål, der blev besvaret i Boligudvalget. Hvis nogen vil læse det, så er det bilag 31 til L 46 af 1998 og 1999 - det er det, jeg står og læser op af. Der står:
»Med hensyn til opbygningen af nybyggerifonden og den selvfinansieringstanke, som ligger bag, er det et formål, som reelt ikke er nyt, men som siden oprettelsen har været et formål for anvendelsen af dispositionsmidlerne. Det nye er, at disse midler nu aktiveres i henhold til deres formål.«
Midlerne er altså til støtte, til renovering og til nybyggeri. Så det er sådan. Det er endda gjort endnu videre i besvarelsen, hvor der står:
»I naturlig forlængelse af denne decentralisering foreslås nu, at den almene sektor på lang sigt overtager en del af støtteforpligtelserne over for nybyggeriet, sådan at staten, som ikke har det direkte ansvar for nybyggeriets omfang eller pris, aflastes.«
Det var, hvad man gjorde for at overbevise Folketinget om at vedtage det.
Så er der spurgt, om det så også skal gælde for ældreboligområdet. Og tænk, her kan man også finde svaret i besvarelsen fra fru Jytte Andersen på spørgsmål 11:
»Baggrunden for at inddrage de (amts)kommunale almene ældreboliger under Landsbyggefonden er, at der er tale om almene boliger. Det er fundet rimeligt, at der skal gælde samme regler for alt alment byggeri, herunder at samtlige typer almene boliger skal medvirke i forbindelse med den fremtidige selvfinansiering.«
Jeg elsker historie, det må jeg sige. Altså, uanset hvad hr. Jens Otto Krag sagde i 1966, så kan jeg godt se den her lige linje ned igennem det, og den holdt jo også til og med 2002. Der var en aftale med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i 2002 efter samme tema. Og den aftale, vi havde fra forrige år, om, at i 2006 skulle vi så tage hele temaet op og finde veje til, hvordan vi løser fremtidens udfordring, holder jo også.
Så jeg siger blot, at der ikke er noget nyt, og jeg synes bare, det er synd, hvis Socialdemokratiet i virkeligheden fornægter sin egen historie. Men jeg ville jo være glad, hvis det viser sig, at det er muligt at lave en boligaftale med en bred kreds.
Det gælder med hensyn til hele finansloven. Jeg kvitterer for det, der er sagt fra hr. Kristian Thulesen Dahls side. Jeg er også lydhør over for det, som Det Radikale Venstre siger. Jeg lytter også til det, som hr. Jan Petersen siger, og som jeg synes er meget venligt; altså, man viser en vilje, og jeg håber også, at det så afdækker, at der er nogle misforståelser med hensyn til opfattelsen af, hvordan det er gået med finansieringen af den offentlige service, hvis vi skal finde nogle fælles standpunkter.
Jeg kvitterer også for det, man kan høre og læse og på anden vis forstå ud af det, hr. Ole Sohn sagde - af tankeoverføringer fra hr. Ole Sohn. Hr. Ole Sohn mener stadig, at der er områder, hvor SF kan være med, selv om de har haft den glæde i et frit udfoldet demokrati alligevel at stemme imod den samlede finanslov. Det må man jo så se, om der er plads til. Og det er sådan, at jeg vil sige, at der også er kaffe på kanden til Enhedslisten, det skal der ikke herske tvivl om. Det er så Enhedslisten selv, der vurderer nytteværdien af kaffedrikningen og varigheden af den. Det må komme an på en prøve.
Det er så den indfaldsvinkel, regeringen har til årets finanslovforhandlinger. Jeg glæder mig faktisk til dem, og alle er sådan set velkomne, i hvert fald i begyndelsen, det skal der ikke være nogen tvivl om. Man vil møde en åben dør.
Jeg kunne sikkert sige meget mere, også til både hr. Christian Wedell-Neergaard og hr. Peter Christensen, men det er jo ikke overraskende, at man fornemmer en vis positiv indstilling til finanslovsforslaget fra de herrer, som i øvrigt meget uddybende gennemgik alt det gode, så jeg vil ikke, for ikke at trætte nogen, nødvendigvis stå og gentage, hvad det egentlig er, der står i finansloven. Men den er jo en massiv udbygning af og en massiv fastholdelse af den tanke om til stadighed at gøre det bedre for danskerne, store som små.