I Enhedslisten er vi også positivt indstillet over for det her forslag. Det indeholder en lang række forbedringer, og derfor er vi positive over for det. Vi vil dog gerne lige gøre opmærksom på, at vi faktisk synes, det er ufornuftigt at bunke en lang række forslag sammen med krav til privatbanedrift. Vi synes, det er ret uhensigtsmæssigt, at man bunker så mange forskellige ting sammen i ét forslag, men det ændrer dog ikke på, at vi er positive over for det. Vi kan støtte de tiltag, der sættes i værk som følge af jernbanesikkerhedsdirektivet. Jeg har dog et par enkelte kommentarer ud over det, og det er, at vi godt kan støtte en frit lejde-ordning, men det undrer os en lille smule, at erfaringerne med den eksisterende indberetningsordning ikke er omtalt i forslaget. En frit lejde-ordning, ligesom vi har på flytrafikken, er jo fornuftig, hvor lokoførerne f.eks. kan indberette, hvis de har haft en fejl med et signal og toget bare kørte videre, selv om der var rødt. På den måde kan man indberette med en frit lejde-ordning, uden at det kommer til at stå på nogen papirer, eller uden at man får skældud, hvis man er lokofører. Det er jo sådan, at der i dag allerede eksisterer en indberetningsordning, som ikke er lovfæstet. Og jeg kunne godt tænke mig, at transportministeren ville love os her i dag, at vi kunne få en redegørelse til Trafikudvalget for ligesom at vide noget om, hvad erfaringerne er med den eksisterende indberetningsordning, og hvad problemerne eventuelt måtte være i den, simpelt hen for bare at tage en beslutning på et mere oplyst grundlag.
En anden ting, jeg lige vil nævne, er ministerens ønske om at ændre måden, man opgør trafikomfanget på i aftalerne med privatbanerne. Og her vil vi egentlig gerne ind i en lidt nærmere diskussion, for vi vil gerne have præciseret, hvad det er for helt konkrete problemer, som privatbanerne synes at have med de nuværende intervalkrav.
Vi mener, det var en vigtig lære af vanskelighederne med Arriva og de problemer, der udløste behovet for en myldretidskontrakt dér, at man ikke altid kan være sikker på, at den måde, der køreplanlægges på, giver den bedste togforsyning.
Det, som i virkeligheden var problemet med Arriva, var jo, at man opfyldte kontrakten med hensyn til, hvor mange kilometer man skulle køre, og så spredte man togene ud over hele dagen for at spare lokoførere, folk, som skulle køre de her lokomotiver. På den måde sikrede man sig, at der var en masse lokoførere, som fra starten af dagen var nødvendige i myldretidstrafikken, der ikke skulle lave så meget senere på dagen.
Men det betød jo, at myldretidstrafikken fik en alt for lav kapacitet, og derfor kan et intervalkrav være en god og fornuftig måde at regulere på. Og det kunne jeg godt lige tænke mig nogle kommentarer til fra ministeren, sådan at vi kan undgå situationer a la Arriva, hvor Arriva spreder alle togene ud over hele dagen og på den måde sparer penge og på den måde negligerer, at der skal være en ordentlig myldretidstrafik om morgenen og også om eftermiddagen for den sags skyld.
Derfor vil vi gerne have undersøgt, hvad privatbanernes ønsker betyder for togbetjeningen. Vi ønsker fleksibilitet, men vi ønsker ikke, at der køres tog på tidspunkter, der ikke er relevante for passagererne, bare for at opfylde en kilometerkvote, som giver statsligt tilskud.