Landsforeningen for bøsser og lesbiske,

Forbundet af 1948

Teglgårdsstræde 13

Postboks 1023

1007 Kbh. K.                                                                                                             Kbh. d. maj 2006

 

 

Til Folketingets retsudvalg.

 

Notat vedr. forslag til ændring af lov om registreret partnerskab (L 228).

 

Landsforeningen for bøsser og lesbiske har med glæde bemærket, at Folketinget i øjeblikket behandler ovennævnte forslag til ændring af lov om registreret partnerskab (Frihed for folkekirken og andre trossamfund for at medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab).

 

Landsforeningen har siden Folketingets fremsynede vedtagelse af det registrerede partnerskab i 1989 arbejdet for, at også homoseksuelle par skal have adgang til indgåelse af partnerskab i kirken.

 

I oktober 1995 tog biskopperne efter opfordring fra Landsforeningen initiativ til, at der blev nedsat en arbejdsgruppe udenfor biskoppernes kreds med følgende kommissorium:

 

Arbejdsgruppen skal undersøge forholdet mellem ægteskab og registreret partnerskab og videregående analysere begrebet ’velsignelse’ som et grundbegreb i forhold til menneskeligt samliv og under dette fremkomme med synspunkter vedrørende velsignelsesritual for registreret partnerskab.

 

Arbejdsgruppen offentliggjorde sin rapport ’Registreret partnerskab, samliv og velsignelse’ i maj 1997 og konkluderede i rapporten bla.:

 

Udvalget finder således ikke, at der er principielle grunde, der taler imod at indføre et ritual til velsignelse af registreret partnerskab. Derimod har udvalget vanskeligt ved at afgøre, hvor stort et behov, der i praksis er for et sådant ritual. Udvalget mener dog, at der er gode grunde til at tilbyde et ritual i én eller flere former, eventuelt med en prøveperiode på 10 år.

 

Efter nogen betænkningstid udsendte biskopperne imidlertid i oktober 1997 en fælleserklæring, hvori det bla. hed:

 

Biskopperne er ikke enige om forståelsen af de bibelske udsagn om homoseksualitet, men tager samstemmende afstand fra en kristelig fordømmelse af mennesker, som åbent har tilkendegivet og truffet en beslutning om at leve sammen i registreret partnerskab.

 

Alene af hensyn til det kirkelige fællesskab er det derfor vores opfattelse, at der ikke bør institueres nye ritualer på dette område. Hensynet til det samme kirkelige fællesskab indebærer, at der i folkekirken må være mulighed for at imødekomme et ønske om en gudstjenestelig markering af indgåelse af registreret partnerskab.

 

Siden 1997 har der således været mulighed for registrerede partnere at få en gudstjenestelig markering af deres partnerskab. Endvidere udsendte biskopperne Erik Norman Svendsen, Jan Lindhardt, Søren Lodberg Hvas, Kjeld Holm, Holger Jepsen, Kresten Drejergaard samt Sofie Petersen i januar 2005 en vejledende ordning for gudstjenestelig velsignelse af registrerede partnere. Vejledningen fremstår i hele sin udformning og opbygning som et vielsesritual indeholdende såvel tilspørgsel som håndspålæggelse. Den eneste hindring for, at ritualet kan anvendes som egentligt registreringsritual er gældende lov om registreret partnerskab, som netop det aktuelle forslag L 228 foreslår ændret.

 

Ligesom heteroseksuelle par ønsker også mange homoseksuelle par at kunne indgå deres partnerskab indenfor rammerne af det åndelige og religiøse fællesskab, som de er en del af. Dette er efter gældende lovgivning ikke muligt i dag. Kun en ændring af lov om registreret partnerskab kan stoppe den forskelsbehandling, som homoseksuelle par stadig udsættes for på dette område.

 

Landsforeningen har især bemærket sig, at lovforslaget på ingen måde ønsker at indføre en forpligtelse for folkekirken, for trossamfundene eller for den enkelte præst til at forestå en registrering af partnerskabet. Blot ønsker forslagsstillerne at få fjernet de lovmæssige hindringer for, at trossamfund, hvis præster har bemyndigelse til at foretage vielser, også kan udarbejde ritualer og foretage registreringer af homoseksuelle par med samme retsvirkninger som registrering i henhold til den eksisterende lov om registreret partnerskab.

 

Landsforeningen kan helt tilslutte sig, at der i forslaget netop ikke ligger nogen forpligtelse, men at den enkelte præst er helt frit stillet i forhold til at ville foretage registreringer af homoseksuelle par ellerej.

 

 

Med venlig hilsen

Landsforeningen for bøsser og lesbiske,

Forbundet af 1948

 

Bent Hansen

kirkeudvalget